Farvel til Hansen og Bergholt
Efter denne sæson siger Mors-Thy Håndbold farvel og tak for denne gang til Jacob Mikkel Hansen og Viktor Bergholt. De to unge spillere har på hver sin fløj stået i skyggen af mere erfarne spillere, så det har knebet med spilletiden i HTH Herreligaen, og nu er det tid til at prøve noget andet.
- Det er ganske enkelt - jeg vil bare gerne spille. Jeg er glad for, at jeg har haft det her år i et godt træningsmiljø med dygtige spillere, hvor jeg har kunnet lære af Bjarke, og mine tre år her på Mors har været med til at udvikle mig på banen og som menneske. Nu vil jeg gerne ud og prøve mig selv af et sted, hvor jeg kan få en masse spilletid, og jeg føler mig klar til mere ansvar og flere minutter på banen, siger Viktor Bergholt.
Ligeledes er det jagten på spilletid, som har været udslagsgivende for Jacob Hansen:
- Det er fantastisk at være i Mors-Thy Håndbold. Fællesskabet på holdet og i klubben er helt unikt, og jeg får et kæmpesus i maven, når jeg løber på banen her. Det har været megalærerigt at træne med ligaholdet, være med til kampe og få spilleminutter, desværre er det ikke blevet til så mange, fordi vi er tre højrefløje. Den situation er den samme i den kommende sæson, og derfor vil jeg gerne prøve kræfter med et sted, som matcher mit niveau, så jeg kan få noget spilletid, siger Jacob Hansen.
Niels Agesen, cheftræner i Mors-Thy Håndbold, tager afsked med et par ihærdige spillere.
- Både Jacob og Viktor har brug for noget, som vi ikke kan tilbyde dem, nemlig spilletid og ansvar. De skal begge ud at finde en ny klub, og det er et par dygtige og ihærdige drenge, som vi giver de bedste anbefalinger med herfra. Vi ønsker dem held og lykke og kommer til at holde øje med dem fremover - og hvem ved, om vi kommer til at se dem i Mors-Thy Håndbold igen på et senere tidspunkt, siger Niels Agesen.
Viktor er personligt sponseret af Fjordland og Jacob er personligt sponseret af Go’ Mad Spar Thy/Mors.