Lasse Madsen Svane.jpg
Santander_Aalborg.jpg

Final4-drømmen brast

Det blev ved drømmen om Final4, da Mors-Thy Håndbold blev sendt ud af Santander Cuppens 1/4-finale efter 25-32 til Aalborg Håndbold. Mors-Thy Håndbold gik til pause bagud med et enkelt mål, men luften gik af ballonen i anden halvleg, hvor gæsterne demonstrerede et studie i effektivitet og kynisme, som var et tophold værdigt.

Masser af medrejsende fans fra Aalborg Håndbold var sammen med bl.a. 180 elever fra Skyum og resten af Bette Balkan med til at skabe god stemning og rammen om en fed kamp i Sparekassen Thy Arena | Mors.

Forrygende Søren P.
Søren P. kom forrygende fra start mod sine tidligere holdkammerater, og det samme gjorde Aalborg Håndbolds Mikael Aggefors, og således var stillingen 1-2 efter de første 10 minutters spil. Mads K. Andersen stod bag første Mors-Thy-scoring efter 8.30 minutter.

Herefter faldt scoringerne med højere frekvens - Mors-Thy Håndbold kom bagud med 4-8, men en god periode mindskede Aalborg Håndbolds føring, og stillingen efter 20 minutter var 7-8. Og det skulle blive endnu bedre, da først Allan Toft Hansen udlignede til 10-10, og Lasse P. efterfølgende bragte hjemmeholdet i front til 11-10. Alligevel var det gæsterne, der gik til pausen foran 12-13 efter en scoring af Henrik Møllgaard i sidste sekund.

Stærke Aalborg
Mors-Thy Håndbold var med til midt i anden halvleg, hvor Aalborg Håndbold ad flere omgange bragte sig foran med fem mål. Mors-Thy Håndbolds forsvar havde mere end svært ved at dæmme op for Aalborg Håndbold stregspil - hele 13 scoringer blev det til fra den position.

Hos Mors-Thy Håndbold var scoringerne jævnt fordelt. Mads K. Andersen forlod banen som topscorer, men også Lasse P. kom godt i gang på højre fløj. I flere tilfælde var Mors-Thy’erne for uselviske, og både bl.a. Stefan Nielsen og Nicolaj Spanggaard havde flere gange muligheder for selv at afslutte i fri position for i stedet at spille bolden videre.

Kampen blev afgjort, da Aalborg Håndbold gik fra 20-23 til 20-28 på fem minutter, hvor Mors-Thy Håndbold ikke formåede at svare igen mod et stærkt spillende Aalborg-hold.

Cheftræner Søren Hansen: Vi var oppe mod et hold, som var bedre og bredere end os i dag. Vi forsøgte nogle forskellige ting, men Aalborg Håndbold var skarpe i anden halvleg og var gode til at straffe vores fejl. Nu har vi fokus 100 % på ligaen og på næste kamp på lørdag mod Bjerringbro-Silkeborg.

Santander Cup, 1/4-finale: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold 25-32 (12-13)

Målscorere:
Mads K. Andersen 6
Lasse Pedersen 5
Allan Toft Hansen 4
Søren Nørgård 3
Stefan Nielsen 3
Asbjørn Madsen 2
Erik Toft 1
Frederik Tilsted 1

Stillinger undervejs: 0-1, 1-4, 4-8, 7-8, 9-9, 11-10, 14-15, 15-18, 16-20, 18-23, 21-29, 24-31

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 4, Aalborg Håndbold 2

Tilskuertal: 1.386

Næste kamp:
Herre Ligaen, 18. runde: Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg
Lørdag d. 22. december kl. 16.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Billetsalget er i gang på
https://shop.morsthy.dk/