Første kamp i fem måneder
I aften spiller Mors-Thy Håndbold anno 20/21 sæsonens første træningskamp. Modstanderen er norske Halden HK, og kampen spilles i Tistedalshallen i Halden, som er cheftræner Jonas Willes hjemby.
Første kamp i fem måneder
Kampen er den første siden turneringskampen mod Aalborg Håndbold d. 11. marts, og det er et kamp-sultent Mors-Thy-mandskab, der går på banen.
- Vi glæder virkelig til at spille kamp igen, og lige nu handler det allermest om det - at spille en rigtig håndboldkamp igen. Spillemæssigt skal vi forsøge at finde en god rytme og overføre alle de gode ting fra vores træning til kamp og se, om det også kan lykkes, når vi spiller mod et andet hold, siger Søren P.
Vigtigt at få sejre
- Jeg forventer, at vi vinder. Vi skal være et bedre hold end Halden, og det er vigtigt for os som et nyt hold at vinde og få den selvtillid, som sejre avler. Og så skal der være plads til at alle kommer i spil, får rørt bolden og får mærket intensiteten igen, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds rutinerede keeper.
Kampen fløjtes i gang kl. 18.30, og i Halden HK’s mål finder vi i øvrigt Søren P’s tidligere makker og en rigtig god kending af Mors-Thy Håndbold, nemlig Nicklas Graugaard Nielsen, som er taget på udlandseventyr hos vores nordiske naboer.
Træningskamp: Halden HK (NO) - Mors-Thy Håndbold
Onsdag d. 5. august 2020 kl. 18.30 i Tistedalshallen, Halden