Forløsende sejr over TM Tønder
Yes! Endelig kom den længe ventede sejr. Foran en feststemt publikum i Jyske Bank Mors Arena kæmpede, sled og fightede hjemmeholdet sig til en velfortjent sejr på 29-25 over gæsterne fra TM Tønder.
I første halvleg fulgtes de to hold ad, og selv om Mors-Thy Håndbold hele tiden var i front, så lykkedes det os ikke at rykke fra TM Tønder og ved pausen var stillingen 14-12 i vores favør. Efter pausen fornemmede man, at hjemmeholdet havde mest at skyde med, og de blåklædte øgede langsomt men sikkert føringen og med 10 minutter igen var stillingen 24-17, hvorefter udeholdet fik pyntet lidt på resultatet. En skøn sejr i en fed kulisse i Jyske Bank Mors Arena.
Højre fløj Lasse Pedersen fik scoret et par gode kontramål, hvoraf det ene blev tordnet i netmaskerne over hovedet på TM Tønders målmand, Emil Tellerup:
- Det var dejligt at få gang i kontrascoringerne i dag, og så var det sindssygt dejligt at få en sejr - det trængte vi til både mentalt og spillemæssigt, og det giver os forhåbentligt et boost af selvtillid forud for de kommende kampe. Jeg føler mig tryg på banen sammen med de andre spillere, og jeg får tilliden fra Jan og Jonas, og det viser sig i mit spil, forklarede Lasse efter kampen.
Vores kriger på stregen, Christoffer Cichosz, spillede igen i dag et brag af en kamp, og der var stor glæde over sejren:
- U-ha, det var satme dejligt! Kampens betydning fornægtede sig ikke i dag, og jeg synes, at kampen er præget af nerver fra begge hold, som spiller forholdsvist defensivt, og ingen af os sprudler rent angrebsmæssigt.
Det er simpelthen bare den bedste følelse - jeg havde næsten helt glemt hvordan det er! Men det er jo derfor man spiller håndbold, det er bl.a. stemningen på banen under kampen og i omklædningsrummet efterfølgende. Og så er jeg rigtig glad for at få en sejr på hjemmebane her i Jyske Bank Mors Arena. Her er altid godt at spille, og publikum er med os - så derfor var det dejligt at kunne give dem en sejr i dag, lød det fra en glad Cichosz efter kampen.
Også assistenttræner Jonas Degnbol var en glad mand efter sejren:
- Det var en fed kamp og en velfortjent sejr. Vi har været inde i en god periode, hvor vi har spillet godt uden at det har givet point. I dag fortsætter det gode spil, vi spiller klogt og disciplineret og viser at vi er et bedre hold end TM Tønder - og heldigvis bliver vi belønnet med to points.
Vi er gode til at holde på bolden og spiller lange angreb, og alle spiller godt og bidrager, når de kommer på banen, og så er vores udfald forholdsvis korte, og vi får hurtigt rettet ind - det har vi tidligere haft problemer med.
Vi har haft en lang pause uden points, så der nerver både op til og undervejs i kampen. Det er svært at spille en kamp som den her, for det er et hold, som vi SKAL slå på hjemmebane, men samtidig også et hold som kom med en sejr i bagagen, hvorimod det var længe siden, at vi havde smagt sejrens sødme. Men jeg synes, at vi leverer i dag - bagkæden med Nickolei Jensen, Nicolai Sommer og Marcus Dahlin holder gang i bolden og får gang i scoringerne ude bagfra, Christoffer Cichosz knokler på stregen, og Larsen får fint fat i målet i anden halvleg - men stor cadeau til hele holdet for indsatsen i dag. Og kæmpe tak til publikum som var med til at løfte os. Vi håber, at I alle sammen kommer igen på lørdag, for det får vi brug for i kampen mod GOG Håndbold, slutter Degnbol.
888ligaen, 13. runde: Mors-Thy Håndbold 29-25 (14-12)
Målscorere:
Marcus Dahlin 7
Nicolai Sommer 7 (3)
Christoffer Cichosz 6
Nickolei Jensen 3
Stefan Nielsen 3
Lasse Pedersen 2
Allan Toft Hansen 1
Tilskuere: 1.176
Næste kamp:
888.ligaen, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - GOG Håndbold
Lørdag d. 10. december kl. 16.30 i Jyske Bank Mors
Billetter kan købes her: http://shop.morsthy.dk/