Lasse Madsen Svane.jpg
21641164_1835034206541264_3419658306846318689_o.jpg

Fra Elverum til Mors-Thy Håndbold

Torsdag den 20. juli havde Erik Thorsteinsen Toft sin første træning i Mors-Thy Håndbold, og siden da har et nyt land, et nyt sprog, en ny klub og en masse nye mennesker fyldt den 24-årige bagspillers hverdag - en hverdag passer vores nye bagspiller godt:

- Det hele har været fint og positivt, og jeg er blevet taget godt imod af mine holdkammerater. Jeg har bosat mig i Viborg, hvor klubben har hjulpet med at finde en fin lejlighed, og jeg har efterhånden vænnet mig til køreturen, som oftest er sammen med Stefan og Dahlin. Dahlin og jeg bruger en del tid sammen udenfor håndbolden, så spiser vi frokost, spiller Guitar Hero og tager ud og ser Viborg HK, hvor Marcus kender nogle af de svenske spillere.

Erik kommer oprindeligt fra Elverum i Norge, hvor han har boet hele sit liv, og det er her kæresten Thea og deres hund,  en cocker spaniel ved navn Kimba stadig bor - og dét har været lidt af en omvæltning:

- Det er uvant for os begge, for vi har boet sammen de sidste 4-5 år, og det kan godt komme til at virke lidt ensomt her i Danmark. Og selv om det kan være hårdt at savne, så er det samtidig fint nok, for så glæder man sig endnu mere til at se hinanden. Planen er, at Thea flytter til Danmark for at studere næste år, og det glæder jeg mig selvfølgelig til.

Det var i den lokale klub, Elverum Håndball, at Erik slog sine folder, inden han kom til Mors-Thy Håndbold. Klubben blev norske mestre i sæson 16/17 og spiller derfor Champions League i denne sæson, hvor de bl.a. møder Skjern Håndbold. For Eriks vedkommende hedder det altså Mors-Thy Håndbold og 888ligaen i denne sæson - et valg som Erik indtil videre er godt tilfreds med:

- Jeg er ”veldig fornøyd” med Mors-Thy Håndbold. Jeg har gode holdkammerater, og jeg synes at vi er en ”fin gjeng”. Søren og Heino er gode trænere, og vi kommer alle godt ud af det med hinanden. Jeg har fået et godt indtryk af Mors-Thy Håndbold og folkene i og omkring klubben, og jeg har fået god hjælp her i starten, forklarer Erik og fortsætter:

- Jeg vil gerne bidrage til holdet på alle mulige måder, og så håber jeg selvfølgelig på at vi kommer i slutspillet. Der er mange hold, som kommer til at kæmpe om de 8 pladser, men vi skal med - så ja, drømmen er at komme i slutspillet i år, slutter Erik med et determineret smil.

Du kan se Erik & Co. i kamp, når vi møder Ribe-Esbjerg HH søndag d. 24. september kl. 16.15 i Thy Hallerne, og GOG Håndbold torsdag d. 28. september kl. 19.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors.

Billetter til begge kampe kan købes her: http://shop.morsthy.dk/