Victor Hald Midtgaard.jpg
Marcus-Dahlin_1.png

Fremragende sejr i Ribe

Femte gang var lykkens gang

Endnu en fantastisk sejr kom i hus i Ribe Fritidscenter her til aften, hvor Ribe-Esbjerg HH blev slået i egen hule med cifrene 24-26. Mors-Thy Håndbold kom til kampen med sejre i de seneste to kampe og lignede fra start et hold, som ville have mere. Dog var heldet ikke helt med de i dagens anledning pinkklædte, og flere gang stod stolpen i vejen for ellers kvalificerede afslutninger.

Holdene fulgtes ad i første halvleg - dog med hjemmeholdet i front med et par mål indtil det 29. minut, hvor Stefan Nielsen bragte sit hold foran med 11-12 på straffekast og kort derefter yderligere med en scoring på gennembrud til pausestillingen 11-13.

I anden halvleg fik vi slået et hul til Ribe-Esbjerg HH og med føringer på 14-18 og 17-21 så det lyst ud. Værterne ville det dog anderledes og pressede på til en udligning ved stillingen 21-22, men Mors-Thy Håndbold holdt stand og med storspil af Kasper Larsen i målet kunne Mors-Thy Håndbold tage to gode points med hjem fra en svær udebane.

Marcus Dahlin blev sit holds topscorer med seks kasser. Den lange svensker havde det svært i første halvleg, men efter pausen blev det til fem kasser fra venstrearmen:

- Åh, det var en dejlig sejr! Det var en meget fysisk kamp, som ikke var særligt pæn at se på, vil jeg tro. Vi spiller meget konsekvent i dag og holder os til vores plan -  og Larsen gør det jo godt i målet, og derfor vinder vi i dag.

- Ribe-Esbjerg dækker meget langt fremme på mig i første halvleg, og derfor har jeg svært ved at komme til skud. I anden halvleg går jeg mere lige på mål, og samtidig får vi mere flow i vores spil, så der bliver plads til skuddene, lød det fra Dahlin efter kampen.

Dagens fødselar smed tre bolde i kassen i dag og var et stort smil under udstrækningen efter kampen:

- Det var simpelthen den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne få! Tænk sig - at få lov til at starte inde og at være med i sådan en fed kamp her - og så vinde den. Det er fantastisk, sagde en glad Mads K. Andersen.

Assistenttræner Jonas Degnbol:

- Det var en fantastisk kamp! Vi kommer faktisk godt fra start, synes jeg - også selv om vi kommer bagud, vi er bare uheldige med bl.a. nogle stolpeskud. Vi kæmper videre og får vores første føring lige ind pausen, og derefter er vi foran hele kampen.

- Alle byder ind igen i dag, hvilket kamprapporten med 10 forskellige målscorere også vidner om. Juste har ikke spillet meget på det seneste, men er 100 % klar, da han kommer på banen, Tilsted er tilbage, som vi kender ham, og Larsen og forsvaret gør det fantastisk. Og så er jeg sgu imponeret over dagens fødselar, nu 20-årige Mads K. Andersen, som i den grad går ind og tager ansvar.

- Helt generelt så kører det for os. Nu har vi spillet fem gode kampe i træk, og nu skal vi arbejde videre og ikke falde ned i ”nyde-hullet”, som man kan være tilbøjelig til, når det går godt. Og så skal vi glæde os til den næste kamp, og det gør vi! Det er simpelthen det hele værd, at løbe og træne hårdt hver dag, når man vinder sådan en onsdag aften hernede i Ribe, lød det fra en smilende Degnbol.

 

888ligaen, 15. runde: Ribe-Esbjerg HH - Mors-Thy Håndbold 11-13 (24-26)

Målscorere:
Marcus Dahlin 6
Stefan Nielsen 5 (2)
Henrik Tilsted 4
Mads K. Andersen 3
János Stranigg 2
Christoffer Cichosz 2
Lasse Justesen 1
Nicolai Sommer 1
Nickolei Jensen 1
Allan Toft Hansen 1

Tilskuertal: 720

Næste kamp:
Mors-Thy Håndbold - Randers HH
Søndag d. 18. december kl. 15.00 i Thy Hallerne

Billetter købes her: http://shop.morsthy.dk/