GOG gæster Jyske Bank Mors Arena
Lørdag eftermiddag skal drengene fra Mors-Thy Håndbold forsøge at følge op på onsdagens flotte hjemmesejr over TM Tønder. Modstanderne hedder GOG Håndbold, og som alle Mors-Thy-fans husker, så vandt Mors-Thy Håndbold en historisk stor sejr i det omvendte opgør, som var første spillerunde i 888ligaen - hele 37-19 blev det til.
Meget er sket siden da. Vi holdte dampen oppe i de efterfølgende to kampe mod hhv. Ribe-Esbjerg HH og Randers HH, og siden da er det blevet til et uafgjort resultat og så altså sejren over TM Tønder. GOG derimod har været rimeligt stabilt kørende med sejre over bl.a. TTH Holstebro, KIF Kolding København og Bjerringbro-Silkeborg og er pt. placeret som nr. 7 i 888ligaen med 14 points for 13 kampe.
Lasse Pedersen:
- Det venter en hård kamp mod GOG. Godt nok vandt vi kampen i Gudme, men der er sket meget siden - GOG er kommet ”på ret køl”, og spiller deres velkendte spil, som vi kender det: Fuld fart frem!
Vi skal spille koncentreret angrebsspil, som vi gjorde mod TM Tønder, og så er det alfa og omega at vi løber retur, for GOG vil meget gerne løbe kontra, og de er gode til det. Der ud over skal vi holde et vågent øje med Niclas Kirkeløkke, som både kan skyde, lave gennembrud og samtidigt har et godt samspil med stregspillerne Torsten Laen og Henrik Jakobsen.
Hvis vi vinder i morgen rykker vi et skridt nærmere det forjættede land, som slutspilspladserne er - og allervigtigst: Vi rykker en tand væk fra bunden, og det fortjener vi, som vi har spillet i de seneste kampe. Så vi har brug for en fyldt hal med masser af gang i den. Hallen og vores tilskuere skal være med til at lægge pres på GOG og til at løfte os - så kom i hallen og støt os, lyder opfordringen fra Lasse P.
888ligaen, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - GOG Håndbold
Lørdag d. 10. december kl. 16.30 i Jyske Bank Mors Arena
Kampen kan følges via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/livescore og live på Limfjord Plus med Jan K.
Billetter kan købes her: http://shop.morsthy.dk/
Optakt fra GOG’s hjemmeside: http://www.gog.dk/88-nyheder.html?caction=idetail&itid=675