Victor Hald Midtgaard.jpg
MTH 24_25.jpg

Grindsted i Santander Cup

Sæson 24/25 skydes i gang med 1/8-finalen mod Grindsted GIF i Santander Cup. Onsdagens modstander er også en kommende modstander i Herreligaen, da holdet rykkede op fra 1. division i sidste sæson.

Forud for kampen er fem ugers opstart gået, og cheftræner Niels Agesen gør status på opstartsperioden:

- Det har været en god opstart, og jeg synes, at vi står et godt sted. Det har været intenst og hårdt, og tiden vil vise, om vi rent fysisk er kommet godt igennem det, når vi står overfor fem kampe på 15 dage nu her.

- Vi har turdet at angribe nogle ting for at lægge lag på - det har fået båden til at vippe lidt undervejs, men jeg tror, at det er sundt, og vi har kunnet gøre det, fordi vi har haft en kontinuitet i spillertruppen, som har givet tryghed omkring rammerne. Det har set fint ud, og det, vi har arbejdet på, har givet pote, og så er det spændende, om vi kan overføre det fra træningskampene til turneringerne, siger Niels Agesen og fortsætter:

- Vi skal komme efter en sæson, som var rigtig god, så forventningerne er store, men det trives vi i, og vi vil gerne endnu mere. Vi ved godt, at vi er et ungt hold, og at vi stiller os langt ud på rampen, når vi siger det, men det er sådan, det er.

Niels Agesen har fået ny assistenttræner i Dennis Bo Jensen, tidligere cheftræner i Lemvig-Thyborøn Håndbold og nuværende landstræner på det danske M18-landshold.  

Dennis Bo er en dygtig træner, og han er nok endnu mere nørdet end mig og på en evig jagt på detaljer i spillet, hvor jeg gerne vil tegne de store rammer. Derfor supplerer vi hinanden rigtigt godt, og jeg er sikker på, at vi kan lære noget af hinanden, og vi på den måde kan sikre, at spillerne er i trygge hænder, lyder det fra Niels Agesen og vender fokus mod den kommende pokalkamp:

- Der venter et hold, som har al mulig grund til at komme med en massiv tro på sig selv. De er oprykkere, og de er vant til at vinde, og så sendte de Ribe-Esbjerg ud af Santander Cup i sidste runde. De har en meget stabil defensiv, som de arbejder ud fra, og vi kommer på arbejde fra første fløjt. Vi skal præstere på niveau med det bedste vi har præsteret i opstarten, hvis vi vil sikre os videre deltagelse i pokalen, og det vil vi meget gerne, slutter Mors-Thy Håndbolds cheftræner.

Santander Cup, 1/8-finale: Grindsted GIF - Mors-Thy Håndbold
Onsdag d. 28. august 2024 kl. 19.30 i Lyng-Hallen, Grindsted
Dommere: Frederik Skou Ejby og Lasse Wahlstrøm
Observatør: Ken Cardozo

Billetsalg: https://www.ggif-handbold.dk/

Kampen kan følges via livescore i Tophåndbolds app og via story på Mors-Thy Håndbolds instagram.

Udebanepartner for Mors-Thy Håndbold: Thisted Pejsecenter