Gustav Sunesen er Årets Talent
Her til aften løb Thy Awards af stablen i Thyhallen, og her blev Mors-Thy Håndbolds Gustav Sunesen kåret til Årets Talent. Gustav var også med i feltet af kandidater sidste år, og det er velfortjent, at det store håndboldtalent løb med prisen i år.
Prisen ”Årets Talent” uddeles i samarbejde med NetIP. For at kandidere til prisen ”Årets talent” skal udøverne have vist bemærkelsesværdig udvikling samt resultater indenfor faktorer som flid, motivation, engagement og sportslige resultater. Komitéen bag prisen ”Årets Talent” består af formanden for Thisted Kommunes Eliteidrætsråd, Thisted Kommunes Eliteidrætskonsulent, NetIPs direktør samt Folkeoplysningsudvalgets formand, som nominerer tre talenter til prisen ”Årets Talent”.
Thisted Kommune har siden 2015 afviklet ”Thy Awards”. Arrangementet er en hyldest til alle foreningsledere, trænere og udøvere i kommunens mere end 230 folkeoplysende foreninger. Arrangementet afholdes i Thy Hallen, hvor der er plads til ca. 550 spisende gæster og flere hundrede på tribunerne. Alle kan købe adgang til arrangementet.
Showet består af forskellige indslag og underholdning, alt sammen for at give de frivillige ledere og udøvere et skulderklap og en aften, hvor det handler om, at de skal forkæles. Aftenen sluttes af med ”afterparty”, hvor der er rig mulighed for networking og en lille dans med indlagt snak om løst og fast imellem kommunens engagerede foreningsfolk.
Arrangementet er kort sagt Thisted Kommunes måde at sige ”Tak fordi du er frivillig” på.
Stort tillykke, Gustav!