Hæderligt nederlag til Aalborg Håndbold
Det så fornuftigt ud på måltavlen, da kampen mellem Mors-Thy Håndbold og de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold var spillet til ende. 32-36 i gæsternes favør - men undervejs var Mors-Thy Håndbold bagud med 10 mål, og det er vist ikke for meget sagt, at de blå var oppe mod overmagten i dag.
Det så svært ud allerede fra starten - der var ikke engang spillet to minutter, Mors-Thy Håndbold var bagud 0-3, og svenske Emil Hansson måtte udgå med en skade. Mors-Thy Håndbolds topscorer, Lasse P. stod bag Mors-Thy Håndbolds første scoring til 1-3 - i alt syv mål blev det til fra den velspillende venstrehånd. Igen havde Mors-Thy Håndbold problemer i defensiven, hvor Aalborg Håndbolds skytter fik alt for gode arbejdsbetingelser, og Rasmus Bech dårlige.
Niels Agesen tog timeout efter 13 minutter ved stillingen 4-10, og effekten heraf kunne ses på to hurtige Hoxer-reduceringer. Igen svarede Aalborg Håndbold hurtigt tilbage og bragte sig igen foran med seks. Efter 18 minutter blev Rasmus Henriksen skiftet ind i Mors-Thy Håndbolds mål, og hjemmeholdet kom bedst ud af den sidste del af første halvleg, som sluttede 16-21.
Tim Sørensen startede med at reducere til 17-21 inden tre Aalborg-scoringer i træk og en målforskel på syv. Værst så det ud ved 23-33 halvvejs i anden halvleg, men som i første halvleg var det Mors-Thy Håndbold, som sluttede bedst af, og det var båret af flere af vores talentfulde unge spillere, som kom på banen og greb chancen i dag. På en sjældent dårlig dag fra Bjarke Christensen, tog Viktor Bergholt over på venstre fløj og lavede 4 mål på 4 forsøg, ligesom Jacob Mikkel Hansen og Jonas Hermannsen gjorde flotte indhop. Bergholt blev kåret til Man of the Match.
Næste kamp er på torsdag d. 9. december kl. 18.30, hvor vi møder Skjern Håndbold i Skjern Bank Arena.
HTH Herreligaen, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold 32-36 (16-21)
Målscorere:
Lasse Pedersen 7 (2)
Mads Hoxer Hangaard 6
Viktor Bergholt 4
Erik Toft 3
Jacob Mikkel Hansen 3
Tim Sørensen 3
Axel Franzén 2
Sander Øverjordet 1
Bjarke Christensen 1
Andreas Nielsen 1
Jonas Hermannsen 1
Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 2, Aalborg Håndbold 2
Stillinger undervejs: 0-3, 1-5, 4-7, 4-10, 6-10, 7-15, 13-18, 15-21, 17-21, 17-24, 21-30, 23-33, 26-33, 29-34, 31-35
Tilskuertal: 962
Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 15. runde: Skjern Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Torsdag d. 9. december kl. 18.30 i Skjern Bank Arena
Bette Balkan arrangerer bustur til kampen. Kontakt Jacob Mehl tlf. 6080 4133, hvis du vil med.