
Henrik Tilsted out
Om få dage venter en ny rolle for Henrik Tilsted. Efter 12 år som professionel håndboldspiller begynder den 31-årige fløjspiller et nyt arbejdsliv som assistenttræner i Mors-Thy Håndbold pr. 1. juli 2025.
- Det har været 12 fantastiske år, hvor jeg har fået lov til at udleve min drengedrøm og som har været fyldt med både op- og nedture og en masse fantastiske mennesker og med store oplevelser ved at vinde medaljer og få lov til at spille både Champions League og European League.
- Jeg er ekstremt stolt og taknemmelig over at have fået lov til at være en del af den her verden og spille i fire forskellige klubber, og noget af det, der fylder rigtigt meget for mig er, at jeg fik lov til at slutte af på Mors, som for mig altid har stået som den største og den vigtigste klub for mig, og at jeg fik lov til at gå ud på mine betingelser - jeg fik lov til at sige fra, mens legen var god og inden det blev alt for træls med min fysik. Min tid som spiller vil jeg komme til at mindes for utroligt mange gode oplevelser, gode mennesker og mest af alt et unikt fællesskab der er omkring det at være håndboldspiller - især i Mors-Thy Håndbold, siger fortæller Henrik Tilsted.
Beslutningen har ikke været let at tage, for stod det til Tilsted selv, ville han uden tvivl fortsætte mange år endnu på banen, men en slidt ryg og lænd har sagt stop til mere håndbold på topniveau.
- Jeg er meget afklaret omkring, at det er den rigtige beslutning, for efter 10 minutter på banen i de sidste mange kampe, var jeg fuldstændigt færdig og havde rigtigt ondt. Men tanken om, at det, der har været min identitet, og alt det jeg har jagtet for at opnå, slutter her, den har været svær at forlige sig med. Da jeg forlod banen for sidste gang i kampen mod Aalborg, gik det for alvor op for mig, at det var det. Og det har jeg skulle bruge noget tid på at lande i. Nu glæder jeg mig til en sommer, hvor jeg ikke skal træne så meget, som jeg plejer, og så glæder jeg mig til det næste kapitel, og jeg håber, at jeg skal være en del af håndboldverdenen i mange år fremover.
Der er ingen tvivl om, at Mors-Thy Håndbold ligger Henrik Tilsteds hjerte nær. Han startede som ungdomsspiller i HF Mors og har siden gjort sig som ungdomstræner - senest med et U19 DM på træner-cv’et, og det blev til i alt syv år som ligaspiller i Mors-Thy Håndbold.
- Jeg føler, at jeg har været en del af det her miljø altid. Jeg kender stort set alle, der har noget med dagligdagen i foreningen HF Mors, på akademiet og i Mors-Thy Håndbold at gøre. Jeg kender folk i hallerne og i fanklubben, og der er bare en speciel stemning omkring Mors-Thy Håndbold - at det her er noget man er fælles om. Vi jubler sammen, når det går godt, og vi ærgrer os sammen, når det går mindre godt - det er er klubben først, og det betyder meget for mig. Et meget godt billede på fællesskabet er, at selv om vi havde udspillet vores chance inden den sidste slutspilskamp i Aalborg, sad der stadig over 100 mennesker i blå trøjer, og det fortæller meget om, hvilken klub vi er, og det vil jeg nyde fortsat at skulle være en del af, lyder det fra Henrik Tilsted.
Fremtiden bliver side om side med Dennis Bo Jensen på sidelinjen, hvor de to skal lægge taktikken og få en ny spillertrup til at blomstre. Igennem mange år har Henrik Tilsted fungeret som træner ved siden af rollen som spiller, og nu træder han et skridt op og får medansvar for ligatruppen i Mors-Thy Håndbold.
- Jeg vil stadig vinde for en hver pris, men jeg bestræber mig også på at være en træner, der først og fremmest ser mennesket. Jeg håber, at jeg med tiden bliver mere analytisk, og der kan jeg lære meget af Dennis Bo. Jeg er nok en smule mere afdæmpet som træner, end jeg har været som spiller, måske fordi pulsen ikke er så høj, men også at man går med nogle andre overvejelser end på banen. Jeg kommer til at være lige så grundig med mine ting og til at være lige så professionel i alt, hvad jeg foretager mig, som jeg har gjort som spiller. Og så ved jeg godt, at jeg skal lære en masse og blive dygtigere, og så håber jeg da, at jeg en dag, at jeg skal prøve at stå i spidsen for forhåbentligt Mors-Thy Håndbold. Det er drømmen.
12 år med tophåndbold i fire forskellige klubber: Mors-Thy Håndbold, GOG, IK Sävehof og Bjerringbro-Silkeborg, inden turen igen gik hjem til Mors-Thy. Hustruen Line har været med hele vejen, og undervejs har parret fået sønnen Otto på 2 år.
- Jeg har været ekstremt privilegeret over at have Line, som har været villig til at følge med mig uanset, hvor jeg er taget hen. Hun var der, da tingene var allersværeste, og jeg var lige ved at trække stikket. Så jeg kan ikke finde ord, der er store nok for hvor meget hun betyder for mig, og den glæde det har givet mig at føle, at uanset hvordan det er gået, har jeg altid haft et trygt og godt sted at komme hjem til. Og jeg har været utroligt glad for både gode og svære oplevelser, vi har delt sammen, hvor vi har lært meget om os selv både som mennesker og som par. Og efter Otto er kommet til og se den glæde han har ved at være i hallen, det jeg bliver rigtigt glad for, for det har været den største del af min tilværelse, og jeg håber, at jeg kan være med til at give ham lige så mange gode oplevelser i en håndboldhal, som jeg selv har haft, lyder det afslutningsvist fra Henrik Tilsted.
Henrik Tilsted & co. er tilbage på træningsbanen mandag d. 21. juli, hvor forberedelserne til den kommende sæson starter.