Victor Hald Midtgaard.jpg
herreligaen_logo_gron-pa-hvid_bambuni_rgb.png

Historisk aftale mellem dansk klubhåndbold og Bambuni

Tophåndbold og Bambuni har indgået en historisk hovedsponsoraftale, der dækker både Herreligaen, Kvindeligaen og Super Cup. Det er første gang i dansk håndboldhistorie, at én partner går ind som hovedsponsor for begge ligaer samt den traditionsrige sæsonåbner. Aftalen gælder i første omgang for to år – med mulighed for forlængelse i yderligere to år – og sikrer et tocifret millionbeløb til dansk klubhåndbold.

Aftalen er et vigtigt skridt for dansk klubhåndbold, der kontinuerligt oplever stor popularitet og sportslig succes, ikke mindst internationalt, hvor både Team Esbjerg og Odense Håndbold senest har kvalificeret sig til Champions League Final4, og hvor Aalborg Håndbold på herrernes side sidste år var i finalen i selvsamme turnering. Og hvor der på tværs af ligaerne findes så mange gode spillere, herunder en lang række landsholdsspillere, som uge efter uge begejstrer publikum i hallerne samt foran Tv-skærmene.

Direktør i Tophåndbold, Thomas Christensen, udtaler:
"Vi er meget glade for, at vi nu har indgået en aftale med Bambuni, og naturligvis også over, at aftalen dækker både Herreligaen, Kvindeligaen og Super Cup. Ingen andre partnere har tidligere sat sig så bredt på dansk klubhåndbold, og det gør denne aftale historisk stor. Den bringer et tocifret millionbeløb med sig, hvilket også er med til, at vi kan fortsætte den stærke udvikling af vores sport. Vi ser rigtig meget frem til at komme i gang med samarbejdet med Bambuni."

Hos Bambuni glæder man sig også over det nye samarbejde. Direktør Asger Kragh siger:
"Det har faktisk været et mål i 3-4 år, at Bambuni skulle blive hovedsponsor for dansk håndbold. Dialogen begyndte allerede for to år siden, men dengang føltes tiden ikke rigtig. Det gør den nu – og det er vi både stolte og glade for. At vi får lov til at engagere os i både Herreligaen og Kvindeligaen samt Super Cup, gør det hele endnu mere meningsfuldt. Jeg er oprigtigt glad for, at vi ikke skulle 'vælge', men at vi bliver hovedsponsor for hele dansk klubhåndbold, der med værdier som professionalisme, hårdt arbejde og entusiasme matcher vores profil perfekt. Vi ser virkelig frem til de kommende år."

Hos konsulentbureauet Just Play, der har været med til at facilitere aftalen, er glæden også stor.
”Vi ønsker Tophåndbold og Bambuni tillykke med denne historiske aftale. Der er et stærkt match mellem sporten og sponsoren, og selvom det ikke er første gang, at Bambuni er engageret i håndboldens verden, er der med denne aftale skruet op for investeringen og ambitionerne. Just Play har spillet en central rolle i at facilitere og styrke dialogen mellem parterne, og vi er glade for at have været en drivkraft i at samle Håndboldens og sponsorens interesser i én ambitiøs aftale”, siger Jesper Hansen, salgschef hos Just Play.

Om Bambuni Bambuni er en dansk virksomhed, der blev grundlagt i 2014 som et skoleprojekt i København. Siden 2017 har virksomheden haft base i Esbjerg og har udviklet sig fra at sælge bambusstrømper til at tilbyde et bredt sortiment af bambustøj, undertøj, strømper, dyner, sengetøj og meget mere. Med fokus på slow fashion skaber Bambuni tidløse basisprodukter af højeste bambuskvalitet, designet til at holde i mange år. Virksomheden har de seneste år gennemgået markant vækst, blandt andet med en flytning til et større domicil i sommeren 2024, hvor de også opgraderede lageret med en moderne robotløsning for at optimere deres logistik. I år tog Bambuni endnu et skridt mod at skabe en tættere forbindelse til sine kunder med åbningen af deres første fysiske butik i Esbjerg – en milepæl, der markerer starten på en ambitiøs ekspansionsrejse med planer om flere butikker i de kommende år.

For yderligere information
Tophåndbold: Thomas Christensen – telefon: 22629062
Bambuni: Asger Kragh – telefon: 23950763