Victor Hald Midtgaard.jpg
HP.JPG

HP siger farvel til Mors-Thy Håndbold

HP skal fremover være festivalleder i Thy Rock

Mors-Thy Håndbold skal på jagt efter en ny, der kan stå i spidsen for klubbens salg og events. Hans Peter Jarl Madsen stopper nemlig pr. 1. december efter seks gode år i Mors-Thy Håndbold.

- Der er store følelser i spil med den her beslutning. Jeg smiler med det ene øje, og græder med det andet. Det har været en fantastisk tid i Mors-Thy Håndbold, hvor vi har formået at hæve sponsoropbakningen til den største i klubbens historie. Jeg har nydt hvert et sekund, hvor vi med Mors-Thy Håndbold har formået at knytte Thy og Mors sammen omkring et fælles lokalt projekt, og samtidigt har opnået nogle af de sportsligt bedste resultater i klubbens historie. Samarbejdet med sponsorerne, spillerne, teamet på og udenfor banen, de frivillige og ikke mindst Bette Balken rummer oplevelser, jeg vil tage med mig resten af livet.

- Jeg har fået et tilbud, som jeg ganske enkelt ikke har kunnet sige nej til. Thy Rock har været en stor del af mit liv siden 2000, og er i dag vokset til en størrelse, hvor det har vist sig nødvendigt med en fuldtidsansat festivalleder. Thy Rock har udviklet sig enormt de senere år, og den udvikling glæder jeg mig til at fortsætte.

- Jeg ønsker Mors-Thy Håndbold alt det bedste i fremtiden, og jeg glæder mig at følge klubben i fremtiden fra sidelinjen, lyder det fra HP.

I Mors-Thy Håndbold ærgrer man sig over beslutningen, men har også forståelse for HP’s beslutning.

- Vi har på sidelinjen kunne følge med i Thy Rocks succes og hastige vokseværk. Derfor er der også fuld forståelse fra Mors-Thy Håndbolds side, når man bliver tilbudt et job af den kaliber. Alligevel begræder vi det tab, det er at miste så dygtig en medarbejder. Det er et par rigtigt store sko, vi nu skal udfylde, og arbejdet med at finde den helt rigtige afløser starter nu, siger administrerende direktør i Mors-Thy Håndbold, Ian Marko Fog og fortsætter:

- I min korte tid i klubben har jeg haft et stærkt forhold til HP, der med sit enorme netværk, gode humør og store faglige kompetence er en fornøjelse at arbejde sammen med. HP har været med til at skabe et stærkt fundament, og med den hastighed dansk håndbold og vores liga udvikler sig med, er det utroligt vigtigt, vi står sammen og løfter i flok, så Mors-Thy Håndbold fortsat kan være flagskib i vores landsdel.

Hans Peter Jarl Madsen tiltræder sin nye stilling som festivalleder for Thy Rock den 1. december 2024, og for Mors-Thy Håndbold er arbejdet med at finde hans afløser startet.

For yderligere information:
HP Jarl Madsen tlf. 2123 1231
Ian Marko Fog tlf. 4079 2000