Lidt statistik...
Efter 19. spillerunde i dette års 888liga ligger Mors-Thy Håndbold på den ombejlede 8. plads, som giver adgang til det forjættede land: Slutspil. Vi har taget et lille kig på statistikken bag.
I 19 kampe har Mors-Thy Håndbold hentet i alt 19 point fordelt på 8 sejre, 3 uafgjorte kampe og 8 nederlag. Mors-Thy’erne har scoret 471 mål og har indkasseret 475 i den anden ende. Det gør os til det 3. mindst scorende hold, men til gengæld har vi så den næstbedste defensiv kun overgået af rækkens duks, Aalborg Håndbold.
Kigger vi på spillernes individuelle præstationer, er Kasper Larsen pt. ligaens 4. bedste keeper med en samlet redningsprocent på 35 - 162 redninger på 465 skud - heraf 8 redninger på 30 straffekast. En præstation, som Larsen har krydret med 4 mål.
På topscorerlisten finder vi Marcus Dahlin på en 9. plads med 95 kasser på 193 forsøg. Dahlin efterfølges af Nicolai Sommer på 25. pladsen med 70 mål på 127 forsøg - heraf er 20 sat ind på straffekast.
På ”Bisselisten” har Allan Toft Hansen indtaget 7. pladsen og rollen som den hårde hund med 9 gule kort og 15 2-minutters udvisninger i 19 kampe.