Victor Hald Midtgaard.jpg
20230917_MTH_FHK_29.jpg

Lokalopgør i Lemvig

Næste kamp for Mors-Thy Håndbold lokalopgør er mod de evige rivaler fra Lemvig-Thyborøn Håndbold. En modstander som vi med rette kan sige, at vi har det lidt blandet med, og en udebane hvor vi historisk set har haft det svært. Vi går til kampen med fire kampe uden nederlag i træk i rygsækken, og det håber vi naturligvis kan afspejle sig i kampen.  

- Det bliver en fight, og vinderen er den, der vil det mest og kæmper mest. Lemvig er altid et svært sted at spille, og vi har stor respekt for den opgave, der venter, men samtidig er vi inde i en god stime, hvor vi kan tage en masse selvtillid og tro på egne evner med til kampen, lyder det fra Rasmus Henriksen.

Hos Lemvig-Thyborøn Håndbold er det især bagspillerne, der har været farlige. Det er Rasmus Henriksen helt klar på, men Mors-Thy Håndbolds unge keeper har stor tiltro til sit forsvar.

- Jeg synes ikke, at vi skal ændre noget. Vi har stået godt defensivt i de sidste kampe, hvor vi har hjulpet og kæmpet for hinanden og stået sammen, og det skal vi også gøre i Lemvig.

Der bliver også kamp på tilskuerpladserne, hvor Bette Balkan møder talstærkt op. Fanklubben indløser 10 års Jubilæumsgaven fra Mors-Thy Håndbold: Busser inkl. overraskelse til en udebanetur. Det tilbud har op imod 100 fans takket ja til, og der forventes op mod 150 Mors-Thy-fans i hallen, så der bliver med garanti liv på lægterne, og det har stor betydning for spillerne på banen.

- Vi tager aldrig for givet, at de er der, men vi håber, og vi er supertaknemmelige og glade for hver gang, vi ser blå trøjer rundt omkring i hallerne. Vi har en fantastisk opbakning både ude og hjemme, og det er fedt, at der kommer så mange til Lemvig og skaber stemning i morgen. Vi vil give alt, hvad vi har til dem, og vi håber, at det bliver en fed kamp, som forhåbentligt munder ud i en sejr, siger Rasmus Henriksen.

Herreligaen, 7. runde: Lemvig-Thyborøn Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Onsdag d. 4. oktober 2023 kl. 19.30 i Lemvig Idræts- og Kulturcenter
Dommere: Daniel Møller og Rasmus Dreier Høgfeldt
Observatør: Bjarne Munk Jensen

Billetsalg på: https://www.lt-haandbold.dk/billet/lth-mors-thy-haandbold
Kampen kan følges via livescore i Tophåndbolds app.

Rasmus Henriksen er personligt sponseret af Airtox og XL-Byg Tømmergaarden