Magnus Norlyk inden GOG: - Vi skal ud over stepperne
For første gang i denne sæson møder vi de forsvarende danske mestre fra GOG, når der fløjtes op til kamp i Thyhallerne søndag eftermiddag. Gæsterne fra Sydfyn indtager rækkens 6. plads med 14 point efter 13 kampe og det, man for GOG’s vedkommende godt kan kalde en svingede sæson.
Mors-Thy Håndbolds venstre fløj, Magnus Norlyk, forventer en krævende kamp mod et dygtigt mandskab.
- GOG er en svær opgave. Det er et godt hold med masser af dygtige individualister, som brager mål ind, og når de rammer dagen, kan de slå alle hold i ligaen og spille med i Champions League. De har fået et par nye spillere og nogle andre spiltyper, end de har været vant til, og så har der været lidt omkring trænerposten, som også kan have noget at sige. Vi har set dem have mindre gode dage i denne sæson, og vi håber, at vi kan fange dem på en af dem, lyder det fra Magnus.
- Vi skal ud at levere en holdindsats, som vi har gjort i de andre kampe for at kunne spille med. Vi skal frem og ramme deres skytter og stå sammen i forsvaret og hjælpe vores to gode målmænd. Og så skal vi blive ved med at spille offensivt håndbold og komme ud over stepperne, så tror jeg på at vi sammen med propfyldt Thyhallen kan nuppe to point.
Herreligaen, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - GOG
Søndag d. 26. november 2023 kl. 16.00 i Thyhallerne
Dommere: Henrik Pagh Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen
Observatør: Ken Cardozo
Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/
Kampen kan som altid følges via livescore i Tophåndbolds app og i film og billeder på Mors-Thy Håndbolds Instagram.
Magnus Norlyk er personligt sponseret af Kelds Køreskole