Midtgaard og Svane siger farvel til Mors-Thy Håndbold
Denne sæson bliver den sidste for Marcus Midtgaard og Mads Svane i Mors-Thy Håndbold i denne omgang. De to bagspillere har begge valgt at søge nye græsgange til sommer 2025 efter det, der bliver hhv. 6 og 4 år i den blå trøje.
- Der er en ganske særlig kultur både i og omkring klubben, som gør Mors-Thy Håndbold til noget af det tætteste man kommer på en håndboldfamilie. Det har været fantastisk for mig at være i klubben. Min entré på ligaholdet foregik i optimale rammer for en ung spiller, hvor jeg i roligt tempo blev introduceret til, hvad det vil sige at være en del af et ligahold, og jeg brugte en del sæsoner på at finde mig til rette og få fodfæste, før jeg for alvor fik chancen og greb den. De seneste sæsoner har været virkeligt sjove med masser af spilletid og gode resultater, og det håber jeg, at denne sæson også bliver, siger Marcus Midtgaard og fortsætter:
- Jeg tror, det er meget naturligt, at man har lyst til at prøve sig selv af med nye udfordringer efter mange år det samme sted. At komme til et nyt miljø og med nye øjne på én og med nye holdkammerater, som kan gøre en endnu bedre. For mig er drivkraften og motivationen for at vælge noget andet at blive en bedre håndboldspiller, lyder det fra Marcus Midtgaard.
- Mors-Thy Håndbold har været alt det, jeg har drømt om siden jeg var en lille knægt. For at bruge en kliché, så har det været en fantastisk rejse, fra HF Mors, over akademiet og op på ligaholdet. Jeg er så glad og taknemmelig over, at jeg har haft muligheden for at udleve min store drøm her. Vores hjemmebaner, vores fans, Bette Balkan - det er noget af det, jeg især kommer til at savne, lyder det fra Mads Svane.
- Det har været en virkelig svær beslutning, for vi har gang i noget rigtigt godt her og jeg elsker Mors-Thy Håndbold, men jeg tror på, at hvis jeg skal opnå alle mine mål og drømme for fremtiden, så skal jeg et skridt videre i min karriere nu. Jeg føler, at tidspunktet for at komme ud og stå på egne ben og rejse fra min barndomsklub, er det rigtige efter denne sæson. Jeg tror på, at jeg med mit skifte kan udvikle mig yderligere, og så drømmer jeg om at spille med helt fremme om titler og mesterskaber, siger Mads Svane.
- Endnu en gang kan vi være stolte af, at vores talentudvikling ligger i toppen i Danmark - Marcus Midtgaard og Mads Svane er begge eksempler herpå. Vi har altid ambivalente følelser, når nogle af vores egne spillere skal videre til andre klubber; Trætte af at de rejser og stolte af, at vi endnu en gang kan sende talentfulde spillere videre i deres karrierer. Vi glæder os til den kommende sæson med Midtgaard og Svane og ønsker dem begge al muligt held og lykke i fremtiden, siger Niels Agesen, cheftræner i Mors-Thy Håndbold.
Marcus Midtgaard og Mads Svane har sidste arbejdsdag i Mors-Thy Håndbold d. 30. juni 2025.