Lasse Madsen Svane.jpg
Søren Hansen.jpg

Mors-Thy Håndbold forlænger yderligere med Cheftræner Søren Hansen

Aftalen løber nu til 2021

Under et besøg hos Mors-Thy Håndbolds hovedsponsor Thisted Forsikring satte Mors-Thy Håndbolds Henrik Hedegaard og Søren Hansen forleden deres underskrifter på en ny 3-årig aftale mellem de to parter. Dermed er aftalen forlænget med et år, og samarbejdet løber nu til 30. juni 2021.

Sportschef Henrik Hedegaard: - Vi er meget tilfredse med Sørens første sæson i Mors-Thy Håndbold, hvor han og holdet har indfriet klubbens målsætning om at spille med om slutspilspladserne i den danske Herreliga - som bekendt var vi blot et mule-hår fra at komme med blandt de otte bedste hold.

Søren har sammen med den øvrige ledergruppe omkring ligatruppen skabt en samhørighed mellem ligaholdet, vores hold i 2. division og HF Mors’ U18-drenge, som forplanter sig som en rød tråd ned gennem rækkerne. Endvidere har rekordmange af vores egne talenter fået ligadebut under Søren, og det i sig selv er endnu et succeskriterie, som er opfyldt. Derudover har Søren en god forståelse for nødvendigheden af samarbejde med sponsorer, moderklubber, frivillige, fans mm. og vi ser forlængelsen som en naturlighed, ligesom vi glæder os over at få kontinuitet i klubben og ser frem til de kommende sæsoner med Søren ved roret.

Cheftræner Søren Hansen: - Det er ret enkelt: Vi er to parter, som gerne vil hinanden. Jeg har haft en udfordrende og spændende sæson, og jeg trives godt i Mors-Thy Håndbold - en dejlig klub at være i, hvor rammerne er gode og træningskulturen er stærk, ligesom vores dejlige hjemmebaner og fantastiske publikum slår benene væk under mig gang på gang.

Jeg ser frem til et endnu større samarbejde med trænere og andre interessenter i Mors-Thy Håndbold og til at videreudvikle spillet og selve klubben som helhed yderligere - og det har gjort det naturligt for mig at forlænge min aftale med Mors-Thy Håndbold.

 

På billedet: Fra venstre: Henrik Hedegaard, Søren Hansen og Rasmus Ustrup fra hovedsponsor Thisted Forsikring.