Mors-Thy Håndbold henter Rasmus Madsen
Mors-Thy Håndbold har indgået en aftale med den 24-årige højre back og profil i HC Midtjylland, Rasmus Madsen. Rasmus Madsen er sit holds mest scorende i indeværende sæson, og han indtager 9. pladsen på topscorerlisten i 1. division.
- Jeg har hørt godt om Mors-Thy Håndbold og om det sammenhold og den familiefølelse, der er i klubben, og jeg tror, at et nyt miljø med nye forhold, en anden træner og nye holdkammerater kan bidrage positivt til min håndboldmæssige og personlige udvikling. Jeg glæder mig til at komme ud og prøve noget nyt og til at udfordre mig selv efter seks gode og trygge år i HC Midtjylland - for mig er Mors-Thy Håndbold et step op til en klub, som er en fast del af Herreligaen, og jeg håber, at vi kan fortsætte de gode takter fra denne sæson og blive et etableret slutspilshold fremover, siger Rasmus Madsen.
For Mors-Thy Håndbolds cheftræner, Niels Agesen, er det en vigtig brik, der er på plads i sammensætningen af holdet til de kommende sæsoner.
- Vi er glade for, at det er lykkes os at få Rasmus Madsen til Mors-Thy Håndbold. Som type passer han godt ind i det, vi i forvejen er gode til, og som vi gerne vil forfine. Vi får en højre back, som er bevægelig med et godt skud og en god vurderingsevne. Rasmus kommer fra en stor rolle i HC Midtjylland, og vi forventer, at han i vores miljø kan træne og spille sig til samme rolle på et højere niveau i begge ender af banen. Vi glæder os til at byde Rasmus velkommen i den blå trøje, lyder det fra Niels Agesen, cheftræner i Mors-Thy Håndbold.
Rasmus Madsen har første arbejdsdag i Mors-Thy Håndbold d. 1. juli 2024, og aftalen løber til 30. juni 2026.
FAKTA:
Rasmus Madsen, født: 11. maj 1999
Højde: 193 cm. Vægt: 95 kg.
Tidligere klubber: Skibsby Højene, HF Hjørring, Ikast Håndbold, HC Midtjylland
Studerer byggetekniker i Aarhus