Mors-Thy Håndbold henter stregspiller i Sverige
Pr. 1. juli 2021 får Mors-Thy Håndbold tilgang af Axel Franzén, 24-årig svensk stregspiller, som kommer til klubben fra Alingsås HK, hvor han er i gang med lidt af en fantom-sæson med 73 mål på 82 afslutninger i 20 kampe. Axel Franzén og Mors-Thy Håndbold har indgået en toårig aftale.
Mors-Thy Håndbolds sportsdirektør, Henrik Hedegaard, glæder sig over tilgangen til Mors-Thy Håndbold.
- I løbet af de sidste tre sæsoner har Axel Franzén etableret sig som en af de allerbedste stregspillere i den svenske liga. I indeværende sæson har han også fået sit gennembrud på europæisk niveau med flere gode præstationer i European League mod gode hold som blandt andet Magdeburg og Montpellier. Med sine 191 cm, hurtige fødder og solide fysik er en han god duel-spiller i forsvaret og kan dække både toer og treer. I det offensive spil er han giftig i kontrafasen og en typisk rykkende stregspiller, som ofte kommer i scoringsposition via sit naturlige blik for spillet. Derudover er Axel en ærgerrig og hårdtarbejdende kriger, som passer godt ind i Mors-Thy Håndbolds DNA, lyder skudsmålet fra Henrik Hedegaard.
Axel Franzén glæder sig til Mors-Thy Håndbold og til at tage håndbolden et niveau op.
- Det var meget tillokkende, da Jonas Wille kontaktede mig og viste interesse for at få mig til Danmark og Mors-Thy Håndbold. Jeg har tidligere haft fornøjelsen af Jonas i Skövde IK, og han er en fantastisk træner, som er skarp på udvikling af sine spillere, og det er en af de ting, jeg søger, siger Axel Franzén.
Slutspil og god stemning på holdet og i hallen
- Den danske liga er et skridt op i forhold til den svenske, og jeg ser frem til at spille med bedre spillere og mod bedre hold - det er sådan man udvikler sig og bliver bedre. Jeg vil gerne være med til at gøre Mors-Thy Håndbold til et etableret slutspilshold. Som spillertype er jeg meget engageret, og jeg elsker at skabe god stemning på holdet og på lægterne, og folk i hallen kommer til at opleve attitude, brøl og jubel fra mig. Det bliver et nyt og spændende eventyr for min kæreste og mig, som vi glæder os meget til, lyder det fra Axel Franzen.
FAKTA:
Carl Axel Thomas Franzén, født: 22. november 1996
Højde: 191 cm. Vægt: 100 kg.
Tidligere klubber: Alingsås HK, IFK Skövde, HK Drott, Kroppskultur, Lysekils HK
Kæreste med Emma
Bosætter sig i Nykøbing Mors
Instagram: franzenaxel