Lasse Madsen Svane.jpg
Johan Nilsson.JPG

Mors-Thy Håndbold henter svensk bagspiller - igen

Johan Nilsson kom fra IFK Kristianstad til Mors-Thy Håndbold i september og nåede at være 14 dage i klubben, inden han blev kaldt tilbage pga. en skade i truppen. Den stærke svensker nåede imidlertid at gøre så fine indtryk, at det nu er blevet til en mere permanent aftale, når han tiltræder i Mors-Thy Håndbold pr. 1. juli 2022.

Kendskabet til Mors-Thy Håndbold har gjort beslutningen let for Johan Nilsson.

-Jeg var i Mors-Thy Håndbold et par uger og fik et virkelig godt indtryk af det hele. Det føles meget familiært, og jeg trivedes i min korte tid i klubben. Det virker som et godt sted for mig at komme videre i min udvikling, og i og med at jeg ved, hvad der venter mig, har det været en forholdsvis let beslutning. Jeg glæder mig til at spille i den danske liga, og jeg drømmer om at spille slutspil og kæmpe om medaljer med Mors-Thy Håndbold, siger Johan Nilsson.

Cheftræner Niels Agesen glæder sig over, at Johan Nilsson er tilbage i den blå trøje.

- Vi havde Johan inde ganske kort i Mors-Thy Håndbold, hvor han nåede at træne et par gange og spille et par kampe - det gjorde han så godt, at det har udmøntet sig i en aftale. Johan kommer med masser af erfaring, men jeg har en tro på, at vi kan være med til at videreudvikle ham ved at give ham tillid i flere af spillets faser. Johan er moden i sit spil, han kommer med en super indstilling og en rigtig god fysik, og så går han all-in på tingene, og det passer godt til Mors-Thy Håndbold og Bette Balkan, lyder det fra Niels Agesen.

Aftalen mellem Mors-Thy Håndbold og Johan Nilsson løber til juli 2025.

FAKTA:
Johan Fredrik Nilsson, født 23. august 1995
Højde: 192 cm. Vægt: 100 kg.
Tidligere klubber: Näsby IF, IFK Kristianstad, IFK Ystad
Bosætter i Nykøbing Mors