Lasse Madsen Svane.jpg
Kasper Didriksen.jpg

Mors-Thy Håndbold henter talentfuld stregspiller

Mors-Thy Håndbold har lavet en treårig aftale med den 23-årige stregspiller Kasper Didriksen. Kasper Didriksen har en fortid på Mors-Thy Håndbold Akademi og i Mors-Thy Håndbolds talenttrup, hvor han nåede en enkelt ligakamp for Mors-Thy Håndbold, inden han drog til HC Midtjylland i 2019. Fra sommer 2023 er ”KD” tilbage i den blå trøje og kommer til at udgøre Mors-Thy Håndbolds stregtrio sammen med Henrik Toft Hansen og Kasper Lindgren.  

- Jeg har haft nogle gode snakke med Niels Agesen, og jeg synes, at planerne for de kommende år lyder spændende. Jeg glæder mig til at komme tilbage til Mors-Thy Håndbold, hvor jeg kender miljøet fra et par gode år som ungdomsspiller. Jeg synes, at klubben har taget et step op de senere år med slutspil og Final4, og det bliver også et step op for mig at komme tilbage og spille sammen med nogle dygtige spillere, som jeg skal tage ved lære af, lyder det fra Kasper Didriksen.

Ifølge cheftræner i Mors-Thy Håndbold, Niels Agesen, har Kasper Didriksen været på ønskelisten i Mors-Thy Håndbold længe.

- Vi har haft Kasper Didriksen i kikkerten længe, og qua hans tid på vores eget akademi og nogle gode år i HC Midtjylland, er vi sikre på, at vi får en spiller, der passer godt ind i vores kultur og dna. Kasper arbejder stenhårdt, han er bevægelig og har en god fysik. Hans udviklingspotentiale er stadig stort i begge ender af banen, og jeg tror på, at vi kan være med til at løfte ham yderligere. Med KD, Henrik Toft Hansen og Kasper Lindgren får vi en stærk stregspilstrio.

Aftalen med Kasper Didriksen løber til 30. juni 2026. 

FAKTA:
Kasper Didriksen, født: 3. maj 1999
Højde: 198 cm. Vægt: 108 kg.
Tidligere klubber: Løgstrup GIF, Viborg HK, Sportsefterskolen SINE, HF Mors, HC Midtjylland