Lasse Madsen Svane.jpg
Anton Houe 1.jpg

Mors-Thy Håndbold laver 3-årig aftale med Anton Houe

Mors-Thy Håndbold har lavet en aftale med talentfulde Anton Houe fra 1. juli 2024. Anton Houe er fra egne rækker med en håndboldfortid i HF Mors, et enkelt efterskoleår i Ikast og nu på Mors-Thy Håndbold Akademis succesrige U19-hold. Derudover har Anton været med omkring det danske M18 og M20-landshold samt opnået ligadebut for de blå på hjemmebane i slutspillet mod BSH, og nu er drømmen om Mors-Thy Håndbold gået i opfyldelse for den 18-årige playmaker.

- Det er en kæmpe drengedrøm at skrive under på en aftale med Mors-Thy Håndbold. Det er det her, jeg har kæmpet for og arbejdet målrettet mod, og jeg er glad for og stolt over, at det er lykkes. For en lokal dreng som mig er Mors-Thy Håndbold noget helt specielt, og jeg glæder mig til at blive en del af truppen og forhåbentligt gøre det godt og få en rolle på holdet, siger Anton Houe.

I Mors-Thy Håndbold er et af målene at holde længere tid på egne talenter, og her er der nu sat et flueben ved Anton Houe.

- Anton har præsteret på et højt niveau på U19-holdet i den forgangne sæson, ligesom han har gjort det virkelig godt, når han har trænet med ligatruppen. Derfor var det naturligt at kigge hans vej, da vi manglede spillere i slutningen af sæsonen, og det er så mundet ud i en aftale, som holder Anton i Mors-Thy Håndbold i de kommende tre år, og det er vi meget tilfredse med, siger Mors-Thy Håndbolds cheftræner, Niels Agesen.

- I Anton får vi en klog og meget eksplosiv spilletype, som både kan skyde og vinde dueller. Planen er, at han skal spille på U19-holdet næste år og samtidig træne med ligatruppen, og så får vi ham forhåbentligt at se i ligaen på sigt, lyder det fra Niels Agesen.

Aftalen med Anton Houe løber til 30. juni 2027.

FAKTA:
Anton Houe, født: 19. juli 2005
Højde: 184 cm. Vægt: 85 kg
Tidligere klubber: HF Mors, Håndbold Akademi Ikast
Bosat i Nykøbing Mors
Studerer på Morsø Handelsgymnasium