Mors-Thy Håndbold laver aftale med ungt fløjtalent
Mors-Thy Håndbold har lavet en aftale med Magnus ”SP” Storgaard Pedersen. Den 19-årige talentfulde venstrehåndede fløj har skrevet under på en 2-årig kontrakt pr. 1. juli 2024, og samtidig er der indgået en udlejningsaftale med en anden klub for det første år. Magnus SP er tilknyttet Mors-Thy Håndbold Akademi og spiller U19 Liga samt 2. division i Mors-Thy Håndbold, hvor han også har fået ligadebut tidligere i denne sæson.
- Jeg brænder for Mors-Thy Håndbold, og jeg er både stolt og utroligt glad for, at jeg har fået en aftale her. Mors-Thy Håndbold er en fed klub at være en del af, og at komme hertil er det bedste valg, jeg har truffet i mit liv. Miljøet er godt, trænerne dygtige, og udviklingsmulighederne er store. Næste år kommer til at foregå i anden klub, hvor jeg kommer ud og prøver mig selv af og høster spilletid og erfaring - jeg tror på, at det er den måde hvorpå jeg kan udvikle mig bedst, lyder det fra Magnus Storgaard Pedersen.
- Magnus SP er en talentfuld og kreativ ung spiller. Han har kompetencerne, og når vi udlejer ham, er det fordi han skal spille og træne for at indfri potentialet - det skal til, så han kan honorere de krav, der stilles til en elitesportsudøver, og det får han i højere grad mulighed for ved spilletid andetsteds. Vi glæder os til at følge SP og til at se ham i Mors-Thy Håndbold igen, lyder det fra Niels Agesen.
FAKTA:
Magnus Storgaard Pedersen, født: 7. december 2004
Højde: 183 cm. Vægt: 80 kg.
Tidligere klubber: Skive fH, HF Mors/Skyum, Mors-Thy Håndbold Akademi