Victor Hald Midtgaard.jpg
Kristoffer Vestergaard.jpg

Mors-Thy Håndbold og Kristoffer Vestergaard forlænger

Mors-Thy Håndbold har forlænget den nuværende aftale med 20-årige Kristoffer Vestergaard. Aftalen løber nu til 2027, og den talentfulde højre back er endnu en spiller, som bliver en del af Mors-Thy Håndbolds Talent Group.

- Jeg har valgt at forlænge min aftale med Mors-Thy Håndbold, fordi det er et godt miljø at være i. Jeg har været her i tre år, hvor jeg har været en del af Mors-Thy Håndbold Akademi, og derigennem fået lov til at snuse til ligaholdet, træne med og fået en del kampe. Jeg synes, at det har fungeret godt, og jeg kan godt lide alt omkring holdet, min holdkammerater og trænere, så det har været en let beslutning for mig at lægge et år mere på min aftale, siger Kristoffer Vestergaard og fortsætter:

- Målet er at bide mig endnu bedre fast på ligaholdet og blive en af de bærende kræfter på sigt. Og så var slutspillet en fed oplevelse, som jeg gerne vil prøve igen, ligesom jeg ser frem til de internationale kampe, der venter i European League, lyder det fra Kristoffer Vestergaard.

Mors-Thy Håndbolds cheftræner Niels Agesen glæder sig over, at aftalen med endnu et af klubbens egne talenter er forlænget.

- Kristoffer Vestergaard passer perfekt ind i vores Talent Group: En ung spiller, der har været igennem vores ungdomsafdeling og derigennem bevist, at vi skal satse på ham. Kristoffer har som en del af Mors-Thy Håndbold Akademi været med til at vinde U19 DM to gange, og han har stille og roligt bevæget sig mod ligaholdet - fra enkelte træninger til nu at være en fast del af truppen. Han har flere gange vist smagsprøver på sine kompetencer, senest i vores træningskampe i Tyskland og er også nybagt bronzevinder til U20 EM i juli.

- Det er individuelt, hvad der skal til for at slå igennem. Vi er overbeviste om, at det næste år uden skole og med fuld deltagelse omkring ligaen vil give Kristoffer et stort ryk i retningen af mere end at etablere sig i ligatruppen, og derfor er vi meget glade for, at vi som minimum skal samarbejde de kommende tre sæsoner, siger Niels Agesen.

Aftalen mellem Mors-Thy Håndbold og Kristoffer Vestergaard løber til 30. juni 2027