Mors-Thy Håndbold siger farvel til Axel Franzén
To år blev det til i Mors-Thy Håndbold - i hvert tilfælde i denne omgang - for stregspiller Axel Franzén, da samarbejdet mellem de to parter stopper efter indeværende sæson.
- Jeg har været superglad for at bo på Mors og for at spille i Mors-Thy Håndbold. Vi blev taget godt imod, da vi kom hertil, og det har været fedt at opleve alle de ting, der er sket med slutspil og Final4 og at få lov til at spille foran Bette Balkan, som er helt fantatiske. Nu skal jeg søge udfordringer, og det bliver spændende at se, hvad der venter for mig, siger Axel Franzén.
- Når vi siger farvel til Axel Franzén, siger vi farvel til en kriger og en spiller med alle de dyder og værdier, som Mors-Thy Håndbold gerne vil stå for. Vi takker Axel for hans tid i Mors-Thy Håndbold, ønsker ham alt det bedste fremover og håber, at det er på gensyn og ikke farvel, siger cheftræner Niels Agesen.