Victor Hald Midtgaard.jpg
thumbnail

Mors-Thy Håndbold skal have ny direktør

Efter små to år på posten har Mors-Thy Håndbolds direktør, Sigurd Skovborg opsagt sin stilling med udgangen af april måned, og derfor skal Mors-Thy Håndbold have fundet en ny direktør.

- Den altoverskyggende begrundelse for min beslutning om at stoppe skal findes i kombinationen af jobbet og mig som person. Der er en talemåde, der siger, at ”det må være en drøm at gøre sin hobby til sit arbejde”, og det var jeg også overbevist om, da jeg sagde ja til jobbet i sin tid - men virkeligheden har vist sig at være en anden for mig. Jeg har som person brug for en skarpere og mere tydelig grænse mellem jobfunktion og fritid, og det er svært i dette job, som i mine øjne mere er en livsstil frem for et job. Da der så opstod en meget spændende jobmulighed i en helt anden branche, har jeg derfor truffet denne beslutning velvidende, at der vil være mange elementer i jobbet, som jeg kommer til at savne, da håndbolden er og fortsat vil være min store passion - herunder ikke mindst Mors-Thy Håndbold, siger Sigurd Skovborg.

Bestyrelsen i Mors-Thy Håndbold takker Sigurd Skovborg for hans indsats.

- Bestyrelsen ønsker Sigurd Skovborg tillykke med det nye job, men beklager samtidigt, at han stopper som direktør. Med sin store viden og sit organisationstalent har han været med til at gøre Mors-Thy Håndbold til en professionel, veldrevet klub, der er godt rustet til de fremtidige udfordringer. Sigurds visionære tilgang har været til stor gavn for Mors-Thy Håndbold, og bestyrelsen har haft stor glæde af hans evne til at styre økonomien med sikker hånd. Desuden har medarbejderne, spillerne og de frivillige nydt godt af, at han har påtaget sig et utal af praktiske opgaver. Vi ønsker Sigurd alt held og lykke fremover, lyder det fra Kurt Sonne Thomsen, bestyrelsesformand i Mors-Thy Håndbold.

Bestyrelsen har påbegyndt arbejdet med at finde hans afløser.