Næste opgave: TMS Ringsted
Lørdag drager Mors-Thy Håndbold mod Sjælland, når TMS Ringsted inviterer til ligahåndbold i Ringstedhallerne. TMS Ringsted var sidste sæsons store overraskelse, da de spillede sig i slutspillet efter et overbevisende grundspil. Igen i år har midtsjællænderne bidt fra sig - især på hjemmebane, og holdet er noteret for 7 point for de første otte kampe - uafgjort ude mod KIF Kolding og tre hjemmesejre over Sønderjyske, Ribe-Esbjerg HH og Grindsted GIF.
Som mange andre hold har Mors-Thy Håndbold heller ikke haft det let i Ringsted. Ikke siden oktober 2013 har Mors-Thy Håndbold fået point i Ringsted. Den statistik ændrer sig forhåbentligt lørdag.
- Vi kommer med alt, hvad vi har og kommer til at give alt for at revanchere de sidste mange års manglende pointhøst i Ringsted. TMS har gjort det godt på hjemmebane, og det er ikke et sted, man bare tager hen og vinder. De har ikke de helt store stjerner, men de spiller som et rigtigt godt kollektiv, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds Rasmus Madsen.
- Vi skal være smartere end dem og få spillet til at foregå på vores præmisser. Vi skal have den ekstra aflevering på, så vi kommer til gode chancer og ikke stresse over, hvis TMS Ringsted hiver noget overraskende op af posen, og så skal vi løbe godt retur og stå imod det, de kommer med, lyder det fra Rasmus Madsen, som fortsætter:
- Hvis vi vinder, kan vi kigge opad i tabellen, og det vil vi gerne.
Herreligaen, 9. runde: TMS Ringsted - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 26. oktober 2024 kl. 16.90 i Ringstedhallerne
Dommere: Thomas Kalisz Nielsen og Michael Gunnar Søegaard
Observatør: Ken Cardozo
Billetsalg: https://billet.tms-ringsted.dk/
Kampen kan følges via livescore i Tophåndbolds app og via story på Mors-Thy Håndbolds instagram.