Victor Hald Midtgaard.jpg
Jonas-Degnbol_1.jpg

Nederlag til KIF

Fantastisk stemning på Bette Balkan

Det blev desværre ikke til 4. sejr i træk for Mors-Thy Håndbold. Efter en flot første halvleg hvor specielt Henrik Tilsted gjorde sig bemærket med flere flotte scoringer, løb hjemmeholdet lidt tør for kræfter mod KIF Kolding Københavns større fysik i anden halvleg.

Assistenttræner Jonas Degnbol:

- Vi møder et rigtigt godt hold, som er bedre end os på dagen. KIF Kolding København er en flok store tunge drenge, som er superkoncentrerede og som leverer en god indsats i dag, og de tærer rigtigt meget på vores kræfter. Vi spiller godt i første halvleg - det gør vi sådan set også i anden halvleg, men der brænder vi bare for meget.

Vi er selvfølgelig ikke så glade for at vi har tabt, men vi kan tage en del med fra denne kamp, samtidig med at vi forhåbentlig også har lært en del af den - det skal vi bruge konstruktivt, for der er noget at arbejde videre på.

Jeg synes, at Tilsted spiller en god kamp - i første halvleg lykkes han med sine afslutninger, og i anden halvleg laver han nogle fine ting, men Kasper Hvidt står i vejen i dag og holder KIF inde i kampen, lyder det fra Degnbol, som var imponeret over stemningen i Jyske Bank Mors Arena:

- Det var virkelig god stemning. Det var en fed kulisse og fantastisk opbakning - vi håber, at det er kommet for at blive!

Og så hjemmeholdets topscorer Henrik Tilsted var vild med kulissen:

- Modtagelsen var nok alligevel det vildeste, jeg har prøvet her i Mors-Thy Håndbold - shit mand, der var kog på! Det var så fedt med så mange mennesker, det løftede os helt vildt.

Vi var med de første 40 minutter, hvor vi spiller godt. Herefter løber vi tør for kræfter og brænder lige rigeligt - hvilket KIF straffer omgående i den anden ende, og ja, de var bare skarpere end os i dag.

Lige nu er jeg lidt skuffet. Jeg føler, at vi var godt med - og selv om vi er overmatchet fysisk, så er vi med og fører bl.a. 16-15. Men vi tror på det, vi har gang i, og der er helt sikkert flere points i vente til os. De ting, vi arbejder med, virker, og på dage hvor alt spiller for os, så kan vi sagtens spille op med de bedste hold. Nu skal vi op på hesten igen, og så er vi klar til kamp mod SønderjyskE på næste lørdag, slutter Tilsted.

Tak til alle fremmødte i Jyske Bank Mors Arena! Stemningen var ganske enkelt sublim i dag - og ledte undervejs tankerne tilbage til de glade dage i foråret 2013. Mere af den slags, tak.

 

888ligaen, 4. runde: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding København 21-26 (13-14)

Målscorere:
Henrik Tilsted 6
Stefan Nielsen 4 (2)
Nicolai Sommer 4 (3)
Allan Toft Hansen 3
Christoffer Cichosz 1
Marcus Dahlin 1
Mads Andersen 1
Lasse Justesen 1

Tilskuere: 1.626

Næste kamp:
SønderjyskE - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 8. oktober kl. 16.00 i Skansen, Sønderborg.