Ny aftale med Nicolaj Spanggaard
Højre back fortsætter i Mors-Thy Håndbold i endnu 2 år.
Venstrehåndede Nicolaj Spanggaard blev indlemmet i ligatruppen forud for denne sæson, og nu er han og Mors-Thy Håndbold blevet enige om at forlænge samarbejdet i yderligere to sæsoner. Nicolaj Spanggaard startede sin håndboldkarriere i Oddense-Otting og Skive fH, inden han kom til HF Mors og Sports College Mors som U16-spiller.
Henrik Hedegaard: - Nicolaj Spanggaard har gjort lige præcis det, som vi havde håbet på, nemlig grebet chancen når han har fået den på ligaholdet, samtidig med at han fortsat er en af profilerne på vores 2. divisionshold - ikke en let rolle, men Nicolaj har formået at udfylde den. Han knokler til træning og er en stor stærk fyr, som vi ser masser af udviklingspotentiale i og som helt sikkert vil tilkæmpe sig en større rolle på sigt. Og som altid klapper vi i vores små hænder, når vores talent- og udviklingsarbejde lykkes, hvilket det i høj grad har gjort i dette tilfælde.
Nicolaj Spanggaard: - Jeg er glad for fortsat at skulle spille i Mors-Thy Håndbold. Det er fantastisk at spille et sted med så god en kultur og et stærkt fællesskab mellem trup, frivillige og tilhængere. Jeg er helt indforstået med min rolle som andetvalg og har fået masser af tillid fra det nye trænerteam, som har lært mig meget både spillemæssigt og taktisk, og jeg føler at de ser potentiale i mig. Allerede nu er det blevet til mere spilletid end jeg havde regnet med, og jeg er sikker på at der venter flere minutter på banen til mig. Vi har en god trup og et godt sammenhold, og vi gør hinanden bedre hver dag - og jeg kan ikke se en anden klub end Mors-Thy Håndbold, der er bedre for mig lige nu. Mit mål er at blive ved med at udvikle mig og være med til at bevare den fede kultur, der er her i klubben, og så drømmer jeg selvfølgelig om at skabe store resultater og blive en profil i Mors-Thy Håndbold.
Nicolaj Kjær Spanggaard, født 10. november 1996
Højde: 196 cm. Vægt: 100 kg.
Lærervikar og undervisningsassistent på Balling Skole
Bosat i Oddense. Kæreste med Nicoline