Optakt Skjern Håndbold - Mors-Thy
Næste opgave for Mors-Thy Håndbold i Herreligaen er Skjern Håndbold i Skjern Bank Arena søndag aften kl. 20.00. Vestjyderne har startet 2024 med uafgjort i Lemvig og sejr på udebane i lokalderbyet mod TTH Holstebro og indtager 7. pladsen i ligaen med 20 point for lige så mange kampe.
Mors-Thy Håndbolds stærke forsvarsspiller, Johan Nilsson, forudser en hård kamp.
- Vi skal forsøge at få en bedre start, end vi fik i kampene mod Bjerringbro-Silkeborg og Lemvig-Thyborøn. Vi kom dårligt fra start i begge kampe og spillede ikke så godt i begge første halvlege, ligesom vi heller ikke fik sat forsvaret, som vi gerne ville. Men til gengæld synes jeg, at vi har spillet rigtigt godt i anden halvleg i begge kampe, og det skal vi tage med os.
- Det bliver en hård kamp mellem to gode hold med to gode forsvar, og det er en svær udebanekamp, vi står overfor. Skjern Håndbold har fået nogle dygtige spillere tilbage efter skader, og de har dermed fået større bredde, så det bliver en anden kamp end sidste gang vi mødtes, siger Johan Nilsson.
Herreligaen, 21. runde: Skjern Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Søndag d. 11. februar 2024 kl. 20.00 i Skjern Bank Arena
Dommere: Nichlas Nygaard og Jonas Primdahl
Observatør: Claus Gramm Pedersen
Billetsalg: https://shop.skjernhaandbold.dk/kampe
Kampen vises på TV2 Play og kan følges via livescore i Tophåndbolds app samt i story på Mors-Thy Håndbolds instagram.