Oscar von Oettingen stopper i Mors-Thy Håndbold efter sæsonen
Oscar von Oettingen stopper i Mors-Thy Håndbold efter denne sæson. Oscar kom til klubben fra Flensburg-Handewitts Akademi i november 2021, og til sommer rejser den unge venstrehåndede spiller videre.
- For mig handler det om at etablere sig i seniorverdenen. Det kræver regelmæssig og konstant spilletid og det er mulighederne ikke så gode for her, og derfor har jeg valgt at prøve noget andet. Min tid i Mors-Thy Håndbold har været lærerig. Det har været et godt sted at flytte til og et godt sted at træne og spille seniorhåndbold og fantastisk for mig at opleve støtten fra klubben, mine trænere men også fra hele området, hvor man virkelig brænder for håndbold. Det har også været et plus, at jeg fra dag ét gennem klubben blev tilknyttet en dejlig familie, som har været et perfekt match og en god relation udenfor håndbolden, lyder det fra Oscar von Oettingen.
- Der er mange ting jeg vil huske i Mors-Thy Håndbold. Min ligadebut, fyldt hal og vild stemning til sidste fløjt hver gang, Bette Balkan. Det har været kæmpestort at spille for Mors-Thy Håndbold, og jeg har nydt hver eneste gang jeg har stået på banen og fået lov til at spille, siger Oscar von Oettingen.
- Oscar har været uheldig i sin tid her - hver gang det så ud til, at det var hans tid til at tage en større rolle, har forskellige skader stået i vejen for, at han er slået igennem. I forhold til Oscars videre udvikling kan vi ikke garantere ham den spilletid, der skal til for at han kan flytte sig, så vi har gensidigt fundet ud af, at det mest optimale er, at Oscar kommer et sted hen, hvor han kan få den spilletid, der er nødvendig for at indfri det helt tydelige håndboldpotentiale han har. Vi ønsker Oscar alt det bedste og takker ham for tiden her i Mors-Thy Håndbold, siger Mors-Thy Håndbolds cheftræner, Niels Agesen.