På pointjagt
For fjerde gang i denne sæson spiller vi på hjemmebane, når vi i eftermiddag tager imod Ribe-Esbjerg HH i Thyhallen. Indtil videre er det gået meget godt i vores hjemmekampe, hvor vi ikke har tabt, og samlet set, hvor vi ikke har tabt i seks kampe i træk. For 4. gang i træk kan vi også melde udsolgt på samtlige siddepladser i hallen, hvilket vidner om stor interesse for Mors-Thy Håndbold.
Cheftræner Niels Agesen har sat lidt ord på eftermiddagens opgør.
- Sulten er intakt i truppen, og vi vil stadig mere. Vi skal fortsætte pointjagten, og vi har revanche til gode mod Ribe-Esbjerg HH, som tog vores semifinaleplads i sidste sæson - og det vil vi revanchere. Vi har stadig en del elementer i spillet, som vi kan løfte os på, og det er der, vores fokus ligger. Og vi tillader os at jagte de små ting, fordi fundamentet på holdet ser godt ud, siger Agesen, som på trods af gæsternes beskedne pointhøst, maner til respekt for Ribe-Esbjerg:
- Vi har en kæmpestor respekt for, at Ribe-Esbjerg HH pt. er et såret mandskab, som har kvaliteter til langt mere end de to point og den placering, de har i tabellen nu, og derfor skal vi være der fra start til slut i kampen, så det ikke bliver os, der sætter dem i gang. Vi glæder os til at spille i Thyhallen igen, og vi håber naturligvis, at publikum på lægterne vil hjælpe os på vej, så vi kan fortsætte den gode stime, lyder det fra Niels Agesen.
Herreligaen, 8. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
Lørdag d. 19. oktober 2024 kl. 15.30 i Thyhallen
Dommere: André Haar Visholm og Mik Trustrup
Observatør: Bjarne Munk Jensen
Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/
Kampen kan følges via livescore i Tophåndbolds app og via story på Mors-Thy Håndbolds instagram.