Victor Hald Midtgaard.jpg
DR7A4642.JPG (1)

Pointdeler mod Skjern i Slutspillet

Uafgjort drama mod Skjern Håndbold

Der var dømt angrebsfest, da Mors-Thy Håndbold fik endnu et point i slutspillet i lørdagens kamp mod Skjern Håndbold efter et drama i Thyhallen. Set over hele kampen kan Mors-Thy Håndbold være tilfredse med det ene point, men igen havde de blå mulighederne for at løbe med begge point i den hektiske slutfase.

Mors-Thy Håndbold fik en god indledning på kampen med en stærk start fra Svend Rughave samt godt og idérigt angrebsspil med masser af muligheder til følge. Begge hold kæmpede til gengæld med det defensive del, og det var gæsterne der fik slået det første hul efter et par tekniske Mors-Thy-fejl. Mors-Thy håndbolds nyudnævnte landsholdsspiller, Marcus Midtgaard udlignede til 8-8 efter 15 minutter, og de blå var med til 16-16 efter 25 minutter, inden et par store Mors-Thy-afbrændere gav Skjern Håndbold det bedste afsæt for en god afslutning på første halvleg, som sluttede 18-21.

Efter pausen kom Mors-Thy Håndbold på 20-22 på reduceringer af Marcus Midtgaard og Rasmus Madsen, men Skjern Håndbold var skarpere og bragte sig foran 21-26 efter 36 minutter. Ved 26-30 med 20 minutter tilbage, forlangte Mors-Thy Håndbold timeout. Mors-Thy Håndbolds defensiv og Svend Rughave stod stærkt, og fire minutter senere udlignede Magnus Norlyk til 30-30, og Mors-Thy Håndbold var tilbage i kampen, og Thyhallen var samtidig vågnet op til dåd.

Den første føring kom ved 34-33 efter 52 minutter og med Rasmus Madsen som skarpretter. Han var på pletten igen to minutter senere til 35-34, og det var en Madsen, der blev tilkendt det straffekast, som Mads Svane udnyttede til 36-35 med 5 minutter tilbage. Tidligere Mors-Thy-spiller, Bjarke Christensen, udlignede til 36-36 på straffekast. Lasse P. bragte sit hold på vinderkurs med sin 7. scoring til 37-36 med efter 57 minutter, Skjern udlignede til 37-37, og til sidst havde begge hold muligheden for tage begge point, men det blev til endnu en pointdeler.

- Jeg ærgrer mig over, at vi ikke har fået 3 point efter de første to kampe i slutspillet, men set over hele kampen i dag, skal vi være glade for det ene point vi får. Når man lukker 30 mål ind på 40 minutter og ikke ligner nogen, der er i nærheden af at kunne løse det, så er det selvfølgelig skidt, men så må jeg også sige, at fra det 40. minut og 13 minutter frem, dækker vi så fremragende op, at Skjern Håndbold begynder at gå i 7-mod-6, så vi finder noget - det tager bare for lang tid for os i dag.

- Offensivt er der masser af ros stort set hele vejen rundt. Jeg synes, at Victor Norlyk kommer til sin ret med mange gode dueller og viderespil. Rasmus Madsen og Lasse P. er scoringssikre. Marcus Midtgaard, Nichlas Hald, Magnus Norlyk - alle gør det godt. Stregspillerne bliver bedt om at være meget bevægelige og løser det fint. Der er ikke så meget at sætte på det offensive - det er klart, at når man brænder et straffekast til sidst, så ville vi gerne have vundet, men set over hele kampen, kan vi være tilfredse med resultatet.

- Og for fan… det var en fed kulisse at spille i. der var virkelig klem på. Så mere af det – og så skal vi snart have en sejr, lyder det fra Niels Agesen.

Den sejr jagter vi i første omgang på tirsdag, hvor vi møder Elitesport Vendsyssel i kampen om videre avancement i Santander Cup og derefter på søndag d. 4. maj, når vi møder de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold i Sparekassen Thy Arena | Mors kl. 18.00.

Herreligaen, DM-Slutspil, 2. runde: Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold 37-37 (18-21)

Målscorere:
Marcus Midtgaard 9
Lasse Pedersen 7
Rasmus Madsen 7
Magnus Norlyk 4
Victor Norlyk 4
Nichlas Hald 3
Henrik Tilsted 1
Kristoffer Vestergaard 1
Mads Svane 1

Svend Rughave 12/40
Oliver Larsen 0/9

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 1, Skjern Håndbold 2

Stillinger undervejs: 2-3, 4-7, 8-8, 11-12, 14-14, 16-18, 20-22, 20-24, 21-26, 24-27, 27-30, 30-30, 31-31, 31-33, 34-33, 37-36

Tilskuertal: 1.231

Kommende kampe:
Santander Cup, 6. runde: Elitesport Vendsyssel - Mors-Thy Håndbold
Tirsdag d. 29. april kl. 18.30 i Hallen Park Vendia, Hjørring

Herreligaen, DM-Slutspil: 3. runde: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold
Søndag d. 4. maj kl. 18.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Billetsalg:
https://shop.morsthy.dk/