Victor Hald Midtgaard.jpg
Rasmus Henriksen (3).JPG

Rasmus Henriksen takker af i Mors-Thy Håndbold

Rasmus Henriksen er i gang med sin 5. sæson i Mors-Thy Håndbold. En enorm udvikling gennem årene og med kåringer som Årets Spiller to år i træk, en plads på Årets Hold i sæson 22/23 og solide placeringer i statistikken, har gjort at andre klubber også fået øjnene op for den dygtige keeper, som derfor er i gang med sin foreløbigt sidste sæson i Mors-Thy Håndbold.

- Det er vemodigt at skulle sige farvel, og jeg håber, at det bliver ”på gensyn” en dag. Mors-Thy Håndbold og hele området er kommet helt ind under huden på mig, og det hele er bare gået op i en højere enhed her, hvor vi sammen har realiseret min drengedrøm om at gå hele vejen fra ungdoms- og akademispiller til at spille professionel håndbold i en af de bedste ligaer i verden, det er jeg taknemmelig for af hele mit hjerte. Jeg er blevet glødende Mors-Thy-fan, og jeg elsker den unikke opbakning, Bette Balkan skaber hver gang vi spiller,

Jeg kommer til at savne det hele på Mors og i Thy - alle de fantastiske mennesker, ildsjælene i området, de frivillige som knokler dag ud og dag ind, hele staben i klubben, den “blå tråd” fra ungdom til senior, og sidst men ikke mindst den unikke kultur der er i Mors-Thy Håndbold. De sidste fem år har været en kæmpestor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, lyder det fra Rasmus Henriksen.

- Vi er stolte hver eneste gang, vi indlemmer et af vores egne talenter i ligatruppen, og vi har det på samme måde, når vi sender en spiller videre til en anden klub. Med Rasmus Henriksen har vi oplevet begge dele og efter fem gode år sammen, skilles vi efter denne sæson. Der er ingen tvivl om, at ”H” sætter spor hos folk, og i Mors-Thy Håndbold har han været og er fortsat en ukuelig drivkraft for god energi, fed træningskultur og tårnhøjt ambitionsniveau. Vi glæder os til den kommende sæson med Rasmus og ønsker ham al held og lykke fremover siger Niels Agesen.

Rasmus Henriksen og resten af Mors-Thy Håndbold tager for alvor hul på sæsonen med den første gældende kamp mod Skjern Håndbold i Santander Cup 1/8-finalen lørdag d. 26. august kl. 14.00 i Thyhallerne.