Rasmus Søby skifter til Fredericia HK for resten af sæsonen
Mors-Thy Håndbold og Fredericia HK har lavet en lejeaftale, der sender den 32-årige højre back Rasmus Søby til 1. divisionsklubben med øjeblikkelig virkning. Søby kom til Mors-Thy Håndbold til sæson 13/14, og inden da har karrieren bragt ham vidt omkring bl.a. Norge, Spanien og Tyskland.
Henrik Hedegaard, Mors-Thy Håndbold: - Vi fik en henvendelse fra Fredericia HK, som akut manglede en venstrehåndet bagspiller grundet skader i deres spillertrup. I indeværende sæson har der været sporadisk med spilletid til Søby, og derfor ser vi det som en win-win situation, at vi kan hjælpe Fredericia HK, og samtidig kommer Søby til en klub, hvor vejen til spilletid er kortere - og vi ønsker ham held og lykke. Vi er fortsat dækket godt ind i højresiden, hvor vi råder over Marcus Dahlin, Lasse Pedersen, Lasse Justesen og unge Nicolaj Spanggaard.”
Rasmus Søby: - Jeg har kontraktudløb efter denne sæson, så jeg har brug for spilletid for at vise mig frem, så jeg kan finde en ny klub. Jeg vil savne drengene og alle fansene på Bette Balkan - det har været sjovt at spille på vores hjemmebane, hvor stemningen og opbakningen altid har været god. Og så vil jeg gerne takke Mors-Thy Håndbold for 3½ gode år.”