Reaktioner fra sejren over Skive fH
Tim Sørensen spillede sin vel nok bedste kamp i den blå trøje, da Mors-Thy Håndbold slog Skive fH lørdag. Og på trods af hele otte mål på 10 forsøg samt tre assists var den lynhurtige venstrehåndsspiller ikke meget for at tale om sin egen præstation.
- Det var dejligt nok at have en fin kamp. Der var rum til det i dag, fordi Erik trækker et stort læs på den anden back, og Sander gør det godt i midten, så var det lidt mere plads til mig. Det var en hård kamp. Skive kommer med et stort tryk og spiller deres chance. De kæmper for det, og jeg synes, at vi har lidt svært ved at stå imod i første halvleg. Vi får bedre styr på det 10 minutter inden i anden halvleg, hvor de bliver lidt trætte, og vi kan trække lidt fra, lyder det fra Tim Sørensen.
Cheftræner Niels Agesen var glad for de to point, men ikke udpræget glad for afviklingen af kampen.
- Vi får ikke spillet kampen på vores præmisser. Det vi har været gode til i de foregående kampe, slækker vi på i dag, så jeg er ikke specielt tilfreds med det kollektive afsæt, men det opvejer de to point selvfølgelig. For vores selvforståelse var det vigtigt at få slettet nullet. Det er altid vigtigt at vinde, for når man får point, giver det selvtillid og tro på det, vi går og arbejder med.
Der var en masse individuelle præstationer - Tim stikker af i dag med 8 på 10, Erik går i den grad forrest og trækker sit hold med i anden halvleg, H er igen leveringsdygtig i et højt antal tocifrede redninger, og Sander får flyttet på tingene angrebsmæssigt og sætter sig igennem. Det er måske det mest positive - at selv om vi ikke lykkes 100 %, som vi gerne vil i dag, så løfter vi os som hold, og vi bliver bedre undervejs i kampen.
Og så må jeg bare sige, at det giver kriller i maven, og hårene rejser sig på armene, når drengene står og synger med Bette Balkan efter kampen. Det er det sammenhold, der er på holdet og omkring klubben, som det hele handler om, så det var en fantastisk oplevelse. Og til trods for at jeg har spillet i nogle fede arenaer og foran nogle vilde publikummer, så ligger Bette Balkan i Sparekassen Thy Arena | Mors i toppen, siger Niels Agesen.
HTH Herreligaen, 3. runde: Mors-Thy Håndbold - Skive fH 31-28 (13-14)
Målscorere:
Tim Sørensen 8
Erik Toft 7
Bjarke Christensen 7 (3)
Sander Øverjordet 4
Axel Franzén 3
Emil Hansson 1
Lasse Pedersen 1
Udvisninger:
Mors-Thy Håndbold 2, Skive fH 2
Stillinger undervejs: 3-2, 5-5, 8-10, 9-12, 12-12, 12-14, 15-15, 18-19, 21-19, 23-20, 27-23, 29-24, 30-28
Tilskuertal: 957
Kommende kamp:
HTH Herreligaen, 4. runde: Ribe-Esbjerg HH - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 17. september kl. 19.30 i Blue Water Dokken, Esbjerg
Bette Balkan arrangerer bus til kampen. Kontakt Jacob Mehl tlf. 6080 4133, hvis du vil med.