Reaktioner - sejr over Århus
3 på stribe. Først Skanderborg, så TTH Holstebro og i dag gik det ud over Århus Håndbold. En fantastisk mandefolkepræstation af spillerne i Mors-Thy-truppen, hvor masser af unge spillere tog slæbet i fraværet af rutinerede spillere som Asbjørn Madsen, Nickolei Jensen og Mads Andersen.
Søren Hansen:
- Det var fedt og sikke et comeback. Dejligt at se Århus Håndbold krakelere mod os som mod GOG Håndbold tidligere på ugen - afgørende var at Stefan, Erik og Dahlin melder sig alvorligt ind i angrebet, og de unge ikke er benovede og giver den fuld gas. Hele holdet viser omstillingsparathed, da vi går frem i 5-1, og igen da Århus Håndbold spiller 7-mod-6. Det er dejligt at se drengene tage tingene fra træning og taktik med på banen til kamp.
Og stor ros til Bette Balkan, som igen, igen, igen er med til at levere en fantastisk kulisse, som drengene sprudler i, og som gav en sejr i dag.
Marcus Dahlin og Stefan Nielsen:
- Jeg synes, at vi spiller godt i de første 25 minutter i første halvleg, og det er lidt ærgerligt at de sidste 5 minutter ødelægger en ellers fin præstation. Vi spiller 55 minutters god håndbold, hvor vi præsterer godt i begge ender, og det er fedt at det ender med en sejr, lød det fra Stefan efter kampen.
- Vi går ikke i panik selv om vi er bagud, og vi bliver ved med at holde os til vores koncept. Jeg synes at vi viser virkelig god moral og arbejder stenhårdt hele vejen. Og så var det da fantastisk at i sådan en stor hal med så mange mennesker, at vi kun kunne høre Bette Balkan, lød det fra dagens topscorer, Dahlin, med et smil.
Der var debut til Frederik Tilsted, lillebror til Henrik Tilsted. Det blev ikke til mål fra venstrebackens hånd, men det var alligevel en god oplevelse:
- Det var rart - og en drøm, der gik i opfyldelse, så jeg er rigtig glad. Det var en fed kamp, hvor vi spiller en fin første halvleg undtaget de sidste 5 minutter, hvor vi afslutter for hurtigt, og Århus Håndbold får scoret et par gange på tomt mål. I pausen snakker vi om, at vi skal blive ved med at tro på det og begynde at løbe med dem - det lykkes ret godt for os, samtidig med at vi får sat Erik og Dahlin i nogle gode situationer. Det var fantastisk og fedt at spille med Bette Balkan i ryggen, sagde Tilsted Junior med smil på læben.
888ligaen, 8. runde: Århus Håndbold - Mors-Thy Håndbold 27-28 (14-10)
Målscorere:
Marcus Dahlin 10
Nicolai Sommer 5 (5)
Henrik Tilsted 3
Erik Toft 3
Allan Toft Hansen 2
Lasse Pedersen 2
Stefan Nielsen 2
Nicolaj Spanggaard 1
Stillinger undervejs: 2-1, 4-5, 9-7, 13-9, 16-12, 18-15, 21-17, 21-21, 25-24, 26-27
Tilskuertal: 2.448
Udvisninger: Århus Håndbold 0, Mors-Thy Håndbold 2
Næste kamp: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold
Onsdag d. 1. november kl. 19.30 i Thy Hallerne
Billetsalget til kampen starter mandag d. 23. oktober kl. 12.00 på: http://shop.morsthy.dk/