Victor Hald Midtgaard.jpg
MTH_FHK.jpg

Remis mod Fredericia HK

Mors-Thy Håndbold er endnu ubesejret på hjemmebane i Herreligaen sæson 24/25. Dagens kamp mod sidste års sølvvindere fra Fredericia HK endte med endnu en pointdeler – den femte for Mors-Thy Håndbold i denne sæson.

Som forudsagt blev det et tæt opgør, hvor ingen af holdene var foran med mere end tre mål. Opgøret indledtes med skiftevise føringer, og begge hold manglede redninger. Mors-Thy Håndbold slog det første lille hul ved 8-6 efter et kvarters spil. Mors-Thy Håndbold havde flere gange muligheden for at øge føringen, men et par tekniske fejl sneg sig ind, og i stedet udlignede gæsterne ad flere omgangen inden Nichlas Hald lukkede første halvleg med en flot scoring i sidste sekund og pauseføring til de blå på 17-16.

Efter pausen øgede Rasmus Madsen til 18-16, men igen udlignede Fredericia. Gæsterne bragte sig også foran med 20 minutter tilbage til 21-22. Mors-Thy Håndbold svarede tilbage og via en kamikaze-scoring fra Victor Norlyk var vi igen i front. Nichlas Hald og Kasper Lindgren sørgede for +2, og Lasse Pedersen scorede til 28-25 og Mors-Thy Håndbolds første 3-målsføring.

Fredericia HK udnyttede en udvisning til Silas Overby til at komme på 30-29, men scoringer fra Rasmus Madsen, Nichlas Hald og Magnus Norlyk holdt afstanden på to mål ved 33-31. Desværre stod der Fredericia HK på kampens sidste to scoringer, og dermed er der et point mere til tabellen, hvor Mors-Thy Håndbold nu holder en mindre kamppause på 6. pladsen.

- Det er femte gang, at vi spiller uafgjort i denne sæson, og vores udfordring har alle gange været, at vi ikke kommer til ordentlige afslutninger, når vi har bolden til sidst, og det skal vi gøre bedre, siger Niels Agesen og fortsætter.

- Jeg synes, at vi spiller en veldisponeret kamp. Vi er skarpe på det, vi skal være, og der er ikke nogen, der ikke bidrager til festen. Så det er ærgerligt, og vi ærgrer os hele vildt over, at vi ikke vinder, for det havde vi fortjent i dag. Men jeg må også sige, at Fredericia har et godt niveau og en anden fysik, så jeg er rigtig glad for det, vi leverer i dag i forhold til det, vi leverede i sidste weekend.

Niels Agesen & Co. skal i kamp igen fredag d. 15. november, hvor vi tager imod Grindsted GIF i Thyhallen. Den kommende uge er landsholdsuge, hvor vi har assistenttræner Dennis Bo Jensen og hele 8 spillere tilknyttet Mors-Thy Håndbold og/eller Mors-Thy Håndbold Akademi afsted med M19- og M21-landsholdene.

Herreligaen, 10. runde: Mors-Thy Håndbold - Fredericia HK 33-33 (17-16)

Målscorere:
Nichlas Hald 7
Rasmus Madsen 6
Magnus Norlyk 5
Marcus Midtgaard 4
Kasper Lindgren 3
Lasse Pedersen 3 (1)
Mads Svane 2 (1)
Henrik Toft Hansen 1
Malthe Bull 1
Victor Norlyk 1

Svend Rughave 0/8
Oliver Larsen 6/26

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 3, Fredericia HK 3

Stillinger undervejs: 1-2, 4-3, 8-6, 9-9, 14-12, 14-15, 18-16, 19-19, 21-20, 21-22, 23-22, 26-24, 28-25, 33-31

Tilskuertal: 1.356

Kommende kampe i Herreligaen:
11. runde: Mors-Thy Håndbold - Grindsted GIF
Fredag d. 15. november kl. 19.30 i Thyhallen
Billetsalg:
https://shop.morsthy.dk/