Ronnie Nicolaisen: Stor forløsning!
Armene er stadig oppe her dagen efter vores første sejr i Herre Håndbold Ligaen i indeværende sæson. Efter det uafgjorte resultat i Århus for 12 dage siden, kom den helt store forløsning i aftes, da KIF Kolding blev sendt hjem med et eftertrykkeligt nederlag efter en forrygende håndboldkamp i en helt fantastisk kulisse, som blev rost til skyerne af spillertruppen, men også af TV2 Sport, som ganske enkelt elsker at vise håndbold fra Bette Balkan.
Ronnie Nicolaisen overtog pladsen i målet ca. halvvejs i første halvleg og blev ganske fortjent kåret til Man of The Match af kampens tilskuere:
- Det var fantastisk og en kæmpe-lettelse at stå her med to point. Der var den vildeste stemning, og vi er så benovede over, at der kommer SÅ mange folk og bakker os op, det er helt vildt.
Jeg havde en god følelse, da jeg kom ind. Et par redninger før pausen og i starten af anden halvleg gav mig ro på. Og så må jeg sende ros Søren P. Vi har virkelig et værdifuldt makkerskab med god kommunikation undervejs i kampen, og jeg lærer af ham hver eneste dag til træning.
Jeg synes, at vi har været opadgående i en periode, og den mentaltræning vi har fået, har givet pote - vi tror på os selv og på det, vi laver, og vi har holdt fast i vores spil, selvom vi har været i modgang. Heldigvis kom forløsningen i dag.
Cheftræner Søren Hansen:
- Det var en forløsning og dejligt med en sejr - den har været længe ventet. Det var en holdindsats af dimensioner, alle løste deres opgaver til UG og havde fuld fokus på næste bold kampen igennem.
Der var mange gode præstationer: Dejligt at se Ronnie præstere godt i målet, forsvaret kæmpede som besatte, Nørgård spiller sikkert og har en fed udstråling, og Mads spiller med god energi, blot for at nævne et par stykker. Og så har vi det bedste hjemmepublikum, som lagde stort pres på dommere og KIF Kolding og var en stor hjælp for os hele vejen.
Nu skal vi nyde sejren - jeg har givet drengene en ekstra fridag i morgen, og så møder vi ind mandag, hvor der venter et stort arbejde frem mod kampen mod SønderjyskE.
Herre Håndbold Ligaen, 10. runde: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding 30-22 (15-12)
Målscorere:
Søren Nørgård 9 (3)
Marcus Dahlin 7
Mads K. Andersen 4
Allan Toft Hansen 3
Lasse Pedersen 2
Stefan Nielsen 2
Erik Toft 2
Nicolai Sommer 1
Stillinger undervejs: 0-1, 4-2, 4-5, 8-8, 12-10, 14-12, 16-12, 18-13, 20-18, 22-18, 26-20, 28-21
Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 3, KIF Kolding 7
Rødt kort: Jens Svane, KIF Kolding
Tilskuertal: 1.023
Næste kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 11. runde: SønderjyskE Herrer - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 9. november kl. 19.30 i Skansen, Sønderborg.
Bette Balkan arrangerer bus til turen. Tilmelding hos Jacob Mehl tlf. 60 80 41 33.
Billetsalget til kampen: https://billetto.dk/da/users/sonderjyske-herrehandbold
Næste hjemmekamp:
Herre Håndbold Ligaen, 12. runde: Mors-Thy Håndbold - Skanderborg Håndbold
Torsdag d. 15. november kl. 19.30 i Thy Hallerne
Billetsalget starter mandag d. 5. november kl. 12.00 på https://shop.morsthy.dk/