Lasse Madsen Svane.jpg
Ronnie Nicolaisen_Gul.JPG

Ronnie Nicolaisen: Vi skal lykkes som hold!

Tirsdag aften går det løs med årets første kamp på hjemmebane i Sparekassen Thy Arena | Mors. Aftenens modstander er The green Gunmen fra Skanderborg Håndbold. Begge hold har noget at vise efter to knapt så gode præstationer i weekendens kampe. Skanderborg Håndbold tabte til Ribe-Esbjerg HH efter en ringe forsvarspræstation med 34 indkasserede mål til følge, mens vi fik klaps i GOG’s kontramaskine efter en hæslig indsats langt under vanligt niveau.

I den interne kamp er det Skanderborg Håndbold, der har revanche til gode. Vi vandt den omvendte kamp i oktober måned efter en første halvleg, hvor hjemmeholdet kom blæsende og førte 6-1 efter 10 minutters spil. Herefter fik vi langsomt greb om tingene og efter 13-13 ved pausen, hev vi en komfortabel sejr på 22-29 hjem bl.a. efter et bombardement fra Dahlin, en solid præstation af Kasper Larsen i målet og i omegnen af 150 medrejsende fans fra Bette Balkan, som gav den fuld gas på lægterne.

Ronnie Nicolaisen:

- Vi skal bare videre fra GOG-kampen, for det var slet ikke den slags håndbold og det udtryk, vi gerne vil vise. Vi vil gerne vise fandenivoldskhed, fart og mod, og det var der ikke meget af i lørdags. Forhåbentligt er det et helt andet hold, som går på banen i morgen, som viser den udstråling og vilje, som vi ved at vi har.

Det bliver 100 % sikkert intenst. Det er to hold, som begge har brug for pointene - vi vil gerne tilbage på vindersporet og spiller for at holde fast i vores placering i Top 8, og Skanderborg jagter helt sikkert point for det samme. Det kræver, at vi rykker sammen i bussen og leverer en koncentreret og disciplineret indsats og sørger for, at Skanderborg får det svært her på vores hjemmebane - og det håber vi naturligvis at vores publikum vil være medvirkende til. Helt kort, vi skal lykkes som hold. Gør vi det, så venter der os to point i morgen.

Dagens dommere er Malene Lythje og Dennis Stenrand.

888ligaen, 19. runde: Mors-Thy Håndbold - Skanderborg Håndbold
Tirsdag d. 13. februar 2018 kl. 20.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors   

Billetter til kampen kan købes her: http://shop.morsthy.dk/

Kampen vises på TV2 Sport med optakt fra kl. 20.00 og kan der udover følges live på Limfjord Mix med Jan K. og via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/mth