Sæson 19/20 for 2. division
På lørdag d. 21. september tager 2. division hul på sæson 19/20. Igen i denne sæson har grundstammen på holdet udgangspunkt i vores Talenttrup, som består af en blanding af U19 og seniorspillere, hvor de ældste er årgang 1998. I spidsen for holdet bliver det Lasse Sunesen og Flemming Hangaard samt holdleder Knud Jensen som står på sidelinjen under holdets kampe, mens Lars Krarup er overordnet ansvarlig for 2. division.
- Vi har været i gang i to måneder, og opstarten har været god. Vi har ikke ændret så meget ifht. tidligere år, ganske enkelt fordi det har fungeret godt. Spillerne kom tilbage i god form efter sommerferien, og vi har haft en god træningslejr med fokus på det sociale, hvor vi fik budt de nye spillere velkommen, lyder det fra Krarup.
- Et par småskader har gjort, at vi endnu ikke har trænet fuldt hold sammen, og vi har da også haft nogle U19-spillere med for at afvikle vores træningskampe. I øvrigt tre gode kampe mod hhv. Stoholm IF (nedrykkere fra 1. div.), Green Park Handball Aalsmer (sidste sæsons hollandske mestre) samt Nøvling IF, som vi også skal møde i turneringen, og vi har fået tre sejre, så vi er tilfredse med træningskampene, men også klar over, hvor vi har lidt mangler.
Ny struktur og nye spillere
Med den nye struktur i ungdomsrækkerne, hvor U18 er blevet til U19, rykker ingen spillere op fra ungdom til senior i denne sæson, men heldigvis er der flere gengangere fra sidste år, og dertil er der kommet tilgang af både nye spillere, men også af spillere som tidligere har slået deres folder i Mors-Thy Håndbold:
Frederik Madsen, højre back. Kommer fra Nordthy IF og tidligere Thy Håndbold. Frederik er hurtig, fintestærk, hårdtskydende og højthoppende, og det bliver spændende at følge ham på højere niveau, end han tidligere har prøvet.
Mathias Foldager, stregspiller. Tidligere elev på Sports College og Morsø Gymnasium, som efter sin værnepligt er vendt tilbage til Mors bl.a. for at spille i Mors-Thy Håndbold. En hårdtarbejdende spiller, som altid giver sig 110 %.
Marcus Midtgaard, venstre back. U19-spiller men også tiltænkt spilletid på 2. division. Er oprindeligt Århus-dreng, men har de sidste tre år gået på hhv. efterskole og Gymnasiet i Oure, hvor han også har spillet håndbold. Marcus er en klog spiller med en vanvittig god arm, som man godt kan glæde sig til at se i aktion.
Mikkel Damgaard, stregspiller. 1. års U19-spiller, som allerede nu indlemmet i vores Talent- og Udviklingstrup. Mikkel har en enorm fysik, som gør at han allerede nu er godt med på seniorniveau, og også han er tiltænkt at skulle træne og spille kampe på seniorniveau, hvis der bliver mulighed for det.
Kristian Møller, højre fløj. Har altid været HF Mors-spiller. Har været udfordret af, at vi tidligere har haft spillere på den position, som var lidt foran ham. En spiller der altid giver sig 100 %, og som alle sætter stor pris på ifht. til hans dejlige humør, som smitter af på hele truppen.
Viktor Warrer, målmand. Årgang 2001 og dermed også 1. års U19-spiller. Stort målmandstalent som er kommet til Mors for at give sig selv de bedste betingelser ifht. at få skole og håndbold til at gå håndb i hånd og for at se, hvor langt talentet rækker.
Frank Gisselbæk, højre back/fløj. Frank er thybo som tidligere har spillet i Thy Håndbold, HF Mors og Nordthy IF. Han er højrehåndet og kan spille både back og fløj, og som helt sikkert bliver en gevinst for holdet i den kommende sæson.
Derudover består Talenttruppen af følgende spillere:
Venstre fløj: Frederik Bjerre
Bagspillere: Simon Skadhauge, Jeppe Kudsk, Nicolai Andersen, Mads Hoxer
Stregspiller: Sebastian Hinnerup
Målmænd: Ludwig Uggla, Rasmus Henriksen, Frederik Larsen
Planen med 2. division er, at der skal fyldes op nedefra med U19-spillere. Truppen er lidt smallere end normalt, fordi vi vil benytte den nye regel, om at man må flytte ubegrænset mellem U19 og 2. division, og der vil vi give de ældste U19-spillere noget tid på seniorniveau.
Forventninger
- Af frygt for at komme til at lyde kedelig, så er forventningerne at vi skal udvikle de unge mennesker og selvfølgelig at overleve i 2. division og vinde en masse håndboldkampe. Vi skal naturligvis også stille krav til vores unge spillere og se, hvad niveauet rækker til. Jeg mener, at vi har niveau til top 5 i 2. division, så det bliver spændende at se, om det holder stik. Og forhåbentligt får vi med tiden flere af de her dygtige og talentfulde drenge at se på vores ligahold, slutter Lars Krarup.