Sæsonen starter med Santander Cup
Siden 17. juli har spillerne trænet hårdt og målrettet frem mod sæsonens første vigtige kamp. Og det er nu – på lørdag d. 26. august står vi overfor Skjern Håndbold i 1/8-finalen i Santander Cup. Kampens vinder er et skridt tættere på drømmen om Santander Final4.
- Det er en kamp, vi ser frem til. Det er altid spændende at komme i gang efter opstarten, og det er fedt, at vi får lov til at starte på hjemmebane, lyder det fra Henrik Tilsted.
- Det bliver en svær kamp. Skjern er et godt hold, og de har fået nogle nye, dygtige spillere, men vi tror på, at vi kan vinde hjemme i en forhåbentligt fyldt hal i Thisted og med Bette Balkan til at sætte stemningen. Vi drømmer om Final4, så alt skal smides i puljen, og vi håber, at folk er klar på lægterne, siger Henrik Tilsted.
Santander Cup, 1/8-finale: Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold
Lørdag d. 26. august 2023 kl. 14.00 i Thyhallerne
Dommere: Thomas Kalisz Nielsen og Michael Søegaard
Observatør: Jens Henriksen
Billetsalg: Mors-Thy Håndbold (morsthy.dk)
Kampen livestreames i Tophåndbolds app