Sæsonens sidste hjemmekamp
Lørdag spiller vi sæsonens sidste hjemmekamp, når vi tager imod Ribe-Esbjerg HH i 2. runde i Kvalifikationsspillet. Vi fik den bedst tænkelige start på de tre kvalifikationskampe med en sejr over Fredericia HK, mens Ribe-Esbjerg HH fik et point ud af deres anstrengelser mod Lemvig-Thyborøn Håndbold, som ellers havde muligheden for at snuppe begge point, men misbrugte et straffekast efter tid.
Mads Hoxer Hangaard:
- Nu fik vi jo en god start på kvalifikationsspillet, så hvis vi vinder herhjemme over Ribe-Esbjerg, ligger vi godt i svinget til at tage førstepladsen i puljen, og det skal vi helt sikkert gå efter. Både fordi vi gerne vil vinde, men samtidig er det vigtigt for holdet, at vi kommer ind i en god stime med en masse sejre, inden vi skal spille Santander Final4 i juni. Så alle de kampe, vi kan vinde, kommer til at betyde noget i forhold til den semifinale, der venter, siger Mads Hoxer.
De tre kampe i kvalifikationsspillet har ingen sportslig betydning, da alle fire hold er sikret ligastatus til den kommende sæson, og derfor kunne man forestille sig, at spillerne gik anderledes til kampene.
- Jeg tror, at vi alle har tænkt over det, da vi fik at vide, at vi var sikre, og at kampene dermed ikke havde nogen særlig betydning, men når først kampene er fløjtet i gang, så skænker man det ikke en tanke - så vil man bare vinde. Men generelt har det været en underlig sæson med alle de restriktioner, der har været og er i forhold til Corona. Vi savner virkelig at spille foran en fyldt hal, lyder det fra Hoxer.
HTH Herreligaen, kvalifikation 2. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
Lørdag d. 17. april 2021 kl. 14.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Dommere: Lars Hansen og Klaus Andersen
Observatør: Jørgen Svane Sørensen
Vi livestreamer kampen fra vores facebookside, og derudover kan kampen følges via livescore på Tophåndbold: https://tophaandbold.dk/mth
Kampprogram: https://indd.adobe.com/view/b50e588d-3176-4072-a813-ea65b6279fe5
Mads Hoxer Hangaard er personligt sponseret af Interfjord