Victor og Svane.JPG (2)
Bjarke C.jpg

Santander Cup 1/4-finale: Nu gælder det!

Onsdag står Mors-Thy Håndbold overfor en af de vigtigste kampe indtil videre i denne sæson, når TTH Holstebro venter i 1/4-finalen i Santander Cup. Vinderen af kampen kvalificerer sig til Santander Final4.

Knald eller fald

Bjarke Christensen har tidligere spillet Final4 tre gange.

- Det specielle er, at det her er en knald eller fald-kamp. Vinder vi, så bliver det rigtigt sjovt, og så får alle dem, der ikke har prøvet at være til Final4 en kæmpeoplevelse. Taber vi derimod, så er vi ude af Santander Cup, og det bliver lidt af et antiklimaks

Vi har en del ting, som skal gøres bedre i forhold til sidste gang, vi mødte TTH. Der er mange parametre, som vi skal være bedre på - bl.a. skal vi komme med et helt andet udtryk end det vi kom med på hjemmebane sidste gang mod GOG, hvor det simpelthen var for sløjt. Så skal vi sørge for at tæmme deres bagspillere. De har dygtige bagspillere, som på dage jo bare kan spille ind i himlen, så det skal vi sørge for at få dæmmet op for. Og så handler det for os om at løbe og være ærgerrige og virkelig vise, at vi vil det her - så har vi en chance for at vinde og kvalificere os til Final4, lyder det fra Bjarke Christensen.

Final4 vil være historisk

- Det er klart, at for Mors-Thy vil det betyde enormt meget at komme til Final4. Det vil være et enormt rygstød og et skulderklap for den proces, som klubben er inde i. Og så er det klart, at der også er noget økonomisk i det - jeg er ret sikker på, at økonomimanden i Mors-Thy Håndbold vil være meget tilfreds, hvis vi kvalificerer os til Final4, for det betyder, at der kommer lidt penge ind på kontoen, siger Bjarke og fortsætter:

- For mig vil det også være stort. Alle spillere vil gerne spille de store turneringer, og det vil være unikt. Kvalificerer vi os i morgen, så kommer det til at skabe genlyd heroppe blandt sponsorer og tilhængere - at en klub som Mors-Thy Håndbold kan drille de store og deltage i Final4. 

Santander Cup, 1/4-finale: Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro
Onsdag d. 11. november 2020 kl. 18.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors  
Dommere: Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen
Observatør: Jørgen Svane Sørensen

Billetter til kampen: https://shop.morsthy.dk/kampe/mth-tth-santander-nov2020

Kampen vises på TV2 Sport med optakt fra kl. 18.00, og kan som altid følges via livescore på Tophåndbold: https://tophaandbold.dk/mth