Scoringpauser blev dyre
Der var lagt op til det helt store opgør mellem Mors-Thy Håndbold og Lemvig-Thyborøn i eftermiddagens TV2-kamp. Inden kampen havde de to holds tilhængere sat hinanden stævne i Nykøbings gågade, og den gode stemning fortsatte på lægterne under opvarmningen og hele kampen igennem.
Festen fusede dog ud for hjemmeholdet, som ikke formåede at holde trit med Lemvig-Thyborøns energiske og pågående spil, og en første halvleg med kun ni scoringer blev udslagsgivende for et nederlag på 24-27.
To røde kort
Søren Nørgård åbnede kampen med en sikker scoring mod sine tidligere holdkammerater, og Mors-Thy Håndbold var med til 6-6 grundet godt forsvarsspil og bl.a. to strafferedninger fra Søren P. Herefter gik scoringerne i stå - kun en enkelt scoring blev det til i det sidste kvarter, og gæsterne trak igen fra til pausestillingen 8-12. Første halvleg bød også på to røde kort til Mors-Thy Håndbolds Nicolaj Spanggaard og Lemvig-Thyborøns Casper Christensen.
Lige ved og næsten
Trængslerne for hjemmeholdet fortsatte i anden halvleg, hvor det kun blev til et mål de første 10 minutter - mens Lemvig-Thyborøn nettede fem gange, og bragte sig foran med hele 9-17, inden Mors-Thy Håndbold anført af Mads K. Andersen vågnede op til dåd, og i en periode på otte minutter hentede hjemmeholdet seks mål og var helt tæt på ved stillingen 17-19. Lemvig-Thyborøn Håndbold fik sat prop i, og trak fra igen, inden bl.a. en stærkt spillende Søren P. var medvirkende til, at Mors-Thy Håndbold kom helt tæt på gæsterne ved 24-25. Desværre var det ikke nok, og det blev heller ikke i 8. forsøg, at Mors-Thy Håndbold kom på tavlen.
Tak for en fantastisk stemning i hallen til både Bette Balkan og de medrejsende fans fra Lemvig-Thyborøn. Lasse P. blev kåret til Man of the Match.
Næste mulighed for at få slettet nullet er lørdag d. 20. oktober kl. 15.00, når Mors-Thy Håndbold møder Århus Håndbold på udebane i Ceres Arena. Bette Balkan arrangerer bus til kampen tilmelding hos Jacob Mehl tlf. 60 80 41 33. Billetter kan købes på https://billet.aarhushaandbold.dk/events
Herre Håndbold Ligaen, 8. runde: Mors-Thy Håndbold - Lemvig-Thyborøn Håndbold 24-27 (8-12)
Målscorere:
Mads K. Andersen 6
Søren Nørgård 6 (2)
Lasse Pedersen 4
Marcus Dahlin 4
Stefan Nielsen 2
Allan Toft Hansen 1
Nicolai Sommer 1
Stillinger undervejs: 1-0, 1-3, 5-4, 6-10, 8-11, 9-14, 9-17, 14-18, 17-19, 17-22, 21-24, 24-25
Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 5, Lemvig-Thyborøn Håndbold 4
Rødt kort:
Nicolaj Spanggaard, Mors-Thy Håndbold
Casper Christensen, Lemvig-Thyborøn Håndbold
Tilskuertal: 1.271
Næste kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 9. runde: Århus Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 20. oktober kl. 15.00 i Ceres Arena
Billetter til kampen købes her: https://billet.aarhushaandbold.dk/events