Sejr i sæsonens sidste kamp
Det blev en herlig lørdag eftermiddag, da Mors-Thy Håndbold besejrede Ribe-Esbjerg HH 32-31 efter en spændende kamp. Selv om solskinnet trak mere end opgøret i Thy Hallen, hvortil blot 664 tilskuere havde fundet vej. Men på trods af det og kampens manglende betydning var der god tænding på lægterne, som i bedste Bette Balkan-stil buh’ede, heppede og hyldede deres helte, ganske som de plejer.
Mads K. Andersen var i hopla fra kampens start og scorede således sit holds tre første mål. Henrik Tilsted spillede som bekendt sin sidste kamp i den blå trøje, og den blev krydret med bl.a. to flotte scoringer efter vip-kombinationer med Lasse P, og Tilsted blev klappet af banen, da han med 14 minutter igen satte sig til rette på bænken. Mors-Thy Håndbold var i teten i store dele af første halvleg, men Ribe-Esbjerg HH halede ind, og Jacob Holm sørgede for, at hjemmeholdet kun gik til pause med et enkelt måls-føring - stillingen var 19-18.
Scoringsfrekvensen dalede en betragteligt i anden halvleg, som lignede første halvleg: Hjemmeholdet bragte sig foran, gæsterne hentede føringen og bragte sig endda foran med 4 mål med 6 minutters spil tilbage. Men Mors-Thy’erne ville det anderledes i sæsonens sidste kamp, og med en stærk slutspurt med bl.a. 3 scoringer af Lasse Justesen, fik de blåklædte vendt kampen og vandt 32-31.
Inden kampen kårede vi Årets Frivillig i Mors-Thy Håndbold - hæderen tilfaldt Henrik Svendsen, som modtog et gavekort til Stenbjerg Kro og blomster fra Blomstertorvet i Thisted. Efter kampen var der afterparty, hvor vi i samarbejde med vores hovedsponsor Thisted Forsikring kårede Årets Spiller og Årets Talent - Kasper Lindgren og Erik Toft.
Kvalifikationsspil, Herreligaen, 3. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH 32-31 (19-18)
Målscorere:
Mads K. Andersen 8
Nicolaj Spanggaard 5
Stefan Nielsen 4 (1)
Lasse Justesen 4 (1)
Nickolei Jensen 3
Henrik Tilsted 2
Lasse Pedersen 2
Frederik Nørbjerg 2
Kasper Lindgren 1
Asbjørn Madsen 1
Stillinger undervejs: 2-1, 5-3, 8-7, 12-9, 13-13, 18-16, 21-18, 22-22, 23-26, 26-28, 28-31
Tilskuertal: 664
Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 2, Ribe-Esbjerg HH 4
Tusind tak for jeres opbakning gennem sæson 17/18. Vi ses i sæson 18/19. Følg med på www.morsthy.dk, hvor vi løbende lægger nyheder.