Lasse Madsen Svane.jpg
DR7A2844.jpg

Sejr over HC Midtjylland

For 9. kamp i træk gik Mors-Thy Håndbold ubesejret fra banen, da vi besejrede HC Midtjylland med cifrene 27-29 efter 12-15 ved pausen. Fra starten var der gang i den både på banen og på lægterne, hvor Bette Balkan igen var fornemt repræsenteret med over 150 fantastiske medrejsende Mors-Thy-fans. På banen bølgede spillet frem og tilbage - ved stillingen 4-4 trak hjemmeholdet fra og bragte sig foran 8-4, hvorefter de blåklædte fik fat i den lange ende og kæmpede sig foran 9-14. Pausestillingen var 12-15, og fra anden halvlegs start satte Mors-Thy’erne sig på kampen og udbyggede føringen til 16-23. HC Midtjylland pressede på i de sidste 10 minutter, hvor Mors-Thy Håndbold var uheldige med nogle afslutninger og ramt af et par udvisninger, men vi holdt den hjem efter Stefan Nielsens scoring på straffekast efter tid - og en endnu en sejr og en 5. plads i 888ligaen er en realitet.

Lasse Pedersen:
- Det var 9. kamp i træk, hvor vi får point - det er helt vildt! Jeg synes, at vi igen i dag står godt defensivt og får lukket godt ned for deres gode skytter, og så får vi gang i vores kontra og kommer til en masse fine chancer - jeg synes faktisk, at vi er dominerende gennem hele kampen.

Nu har vi 4 point ned til 9. pladsen, så det begynder da at se fint ud i forhold til slutspil - men vi tager stadig en kamp ad gangen, og så må vi se hvor langt det rækker. Og hold nu kæft for en opbakning fra Bette Balkan, det var helt kanon.

Marcus Dahlin:
- Det var to hold, som gav alt og som ikke ville tabe. Vi har godt styr på dem og er klar på hvad de kommer med. De første 40 minutter spiller vi fremragende håndbold, og de sidste 20 var ikke noget at skrive hjem om, men heldigvis hiver vi sejren hjem. Tak til alle som tog turen til Herning i aften, det er fantastisk at så mange fans er med på udebane - de har en stor andel i sejren.

Nickolei Jensen:
- Det var en god kamp. Vi kommer godt fra start med mange gode chancer, som vi desværre brænder og samtidig er HC Midtjylland heldige med et par scoringer på riposter, hvilket gør at vi kommer bagud. Efter en timeout får vi styr på det og vinder en periode med 10-1. Anden halvleg fortsætter vi det gode spil og igen er det et par brændte chancer og nogle undertalsperioder, som gør at HCM kommer med i kampen igen.

Med 4 point ned til Ribe-Esbjerg HH, som ligger på 9. pladsen, så er der kun en vej nu - og hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Vi spiller godt og har fået point ni kampe i streg, og så har vi nogle vilde fans! De laver satme noget larm, selv her i den her store hal, så er det nærmest som at spille på hjemmebane.

Assistenttræner Jonas Degnbol:
- Jamen igen helt fantastisk med en sejr her i Herning! Vi grundlægger sejren i første halvleg med godt forsvarsspil. I anden halvleg får vi en supergod start, som får HCM til at hænge lidt med hovederne - og selv om de får lidt gang i den igen og kommer tæt på, da Eivind Tangen får gang i den, og Rasmus Carlsen kommer ind og udfordrer os. Men heldigvis trækker vi det længste strå og tager to vitale points med hjem herfra.

Det er simpelthen fantastisk, at vi igen får point - for 9. kamp i træk. Vores selvtillid er afgørende i dag, og det er jo de sidste mange kampe, som har fået den til at vokse hos spillerne. Selv om vi laver fejl og er pressede til sidst, så vinder vi, og det vidner om klasse!

Jeg vil fremhæve Lasse P, som gør det godt i dag, og Stefan Nielsen, som spiller fabelagtigt i forsvaret - og selvfølgelig Bette Balkan, som igen i dag var fremragende.

Bette Balkan er i den grad i live og har annonceret, at de arrangerer bus til kampen i Aalborg lørdag d. 11. marts kl. 18.30. Info herom følger! Husk at billetsalget til Skjern-kampen starter i morgen, onsdag d. 1. marts kl. 12.00.

888ligaen, 21. runde: HC Midtjylland - Mors-Thy Håndbold 27-29 (12-15)

Målscorere:
Marcus Dahlin 6
Nicolai Sommer 5 (4)
Stefan Nielsen 4 (1)
Christoffer Cichosz 3
Lasse Pedersen 3
Mads K. Andersen 3
Nickolei Jensen 3
Henrik Tilsted 2

Stillinger undervejs: 4-3, 8-4, 8-8, 9-14, 12-15,13-19, 15-21, 16-23, 25-26

Tilskuertal: 1.839

Næste kamp:
Santander Cup, 5. runde
Haderslev KFUM (3. div.) - Mors-Thy Håndbold
Tirsdag d. 7. marts kl. 19.00 i Haderslev Idrætscenter
Entré kr. 50,-

Næste hjemmekamp:
Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold
Onsdag d. 15. marts kl. 20.30 i Jyske Bank Mors Arena
Billetsalg starter onsdag d. 1. marts kl. 12.00:
http://shop.morsthy.dk/