Victor Hald Midtgaard.jpg
MTH_16_17_1.jpg

Sidste hjemmekamp i 2016

Søndag eftermiddag spiller Mors-Thy Håndbold den sidste hjemmekamp i 2016, når Randers HH gæster Thy Hallerne. I den omvendte kamp tilbage i september var Mors-Thy’erne under alvorligt pres størstedelen af kampen og først i de allersidste minutter sikrede Mors-Thy Håndbold sig sejren. Siden da har Randers HH hentet fire points med sejre over TM Tønder og SønderjyskE Herrer (begge kampe i Randers) og været lige ved og næsten flere gange.

Mors-Thy Håndbolds Nickolei Jensen var ikke med i det første opgør på grund af sin knæskade, men han er med igen og det ser han frem til:

- Vi er inde i en god periode, og nu skal den bare have gas i den sidste kamp på hjemmebane i 2016, inden vi slutter året af på udebane mod KIF Kolding København. Der er ingen nemme kampe i ligaen - heller ikke Randers HH, selv om de pt. indtager sidstepladsen i rækken. Da vi spillede dernede, var vi pressede stort set hele kampen, og fik først vendt kampen til allersidst.

- Stemningen er god i truppen, men det synes jeg nu, at den har været hele tiden, også selvom vi var inde i en periode, hvor vi tabte en del kampe i træk, så var vi ikke mærkede af det. Det er klart, at alle synes at det er sjovest at vinde, og vi håber selvfølgelig på, at vi kan give os selv og vores tilskuere endnu en sejr på hjemmebane i Thy Hallerne.

- Randers HH er et hold, som vi skal slå, men igen i år er ligaen fuldstændig uforudsigelig, så man kan ikke vide sig sikker - det vidner Randers’ seneste sejr på hele 10 mål over SønderjyskE også om. Men vi går på banen for at vinde, og jeg kan love at alle på holdet giver sig 100 % i jagten på points, og så håber vi naturligvis på ligeså god opbakning fra tilskuerne i Thisted, som vi plejer at få, slutter Nickolei Jensen.

Med en sejr over Randers HH kan de blåklædte udbygge forspringet til Skanderborg Håndbold, TM Tønder og netop Randers HH og således bevæge sig et skridt længere væk fra den nederste del af rækken. KOM SÅ BLÅ!

 

888ligaen, 16. runde: Mors-Thy Håndbold - Randers HH
Søndag d. 18. december kl. 15.00 i Thy Hallerne

Billetter kan købes her: http://shop.morsthy.dk/

Kampen kan følges via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/livescore eller live på Limfjord Plus med Jan K.