Victor og Svane.JPG (2)
REHH_MTH_Slutspil.jpg

Stærk slutspilssejr i Ribe

Sejr nummer to i slutspillet er en realitet efter en kæmpepræstation i Ribe. Mors-Thy Håndbold slog Ribe-Esbjerg HH sikkert 28-33 efter 13-16 ved pausen, og indtager andenpladsen i slutspilspulje 1.

Det var tydeligt fra kampens start, at der var meget på spil. Tændingen var høj, og allerede indenfor de første seks minutter havde Ribe-Esbjerg HH fået to udvisninger. Forsvaret stod igen eminent, og det gav Svend Rughave gode betingelser i målet. Mors-Thy Håndbolds og Mads Svanes første scoring kom efter fem minutter, og den første føring til 2-3 stod der Lasse Pedersen på. Herfra blev det 3-5, og bortset fra hjemmeholdets enlige føring ved 11-10 efter 20 minutters spil, bevarede Mors-Thy Håndbold føringen halvlegen ud bl.a. med vigtige scoringer af Gustav Sunesen og Kristoffer Vestergaard, og Malthe Bull sørgede første halvlegs sidste scoring og et tre-målsforspring ved pausen.

Mors-Thy Håndbold kom stærkt ud fra pausen, og føringen var +4 efter Mads Svanes scoring til 14-18 efter 34 minutter og Henrik Toft Hansen gjorde det til 16-20 efter 38 minutter. Samtidig fortsatte forsvaret de gode takter fra første halvleg med Kasper Lindgren, Kasper Didriksen og Henrik Toft Hansen flankeret af 19-årige Silas Overby og 17-årige Gustav Sunesen.

Angrebsmæssigt gik Mads Svane gik forrest, men også Victor Norlyk bød ind med et par scoringer og 7 assists, mens de to ”gamle” på fløjene, Henrik Tilsted og Lasse Pedersen var skarpe med samlet 10 scoringer – bl.a. var det sidstnævnte, som sørgede for Mors-Thy Håndbolds første femmåls-føring til 20-25 ni minutter før tid. Herfra byttede de to hold mål, og Mads Svane kunne lukke og slukke med sit 13. mål til slutresultatet 28-33.

Tak for fantastisk opbakning til alle jer, der tog turen til Ribe og bakkede os op. Vi ses i Thyhallen på søndag d. 21. april kl. 19.30, når vi møder Aalborg Håndbold. Billetter til kampen findes her: https://shop.morsthy.dk/

Herreligaen DM-Slutspil, 3. runde: Ribe-Esbjerg HH - Mors-Thy Håndbold 28-33 (13-16)

Målscorere:
Mads Svane 13 (1)
Lasse Pedersen 5
Henrik Tilsted 5
Henrik Toft Hansen 2
Victor Norlyk 2
Kasper Didriksen 2
Kristoffer Vestergaard 1
Gustav Sunesen 1
Malthe Bull 1
Nicolaj Spanggaard 1

Svend Rughave 12/39

Udvisninger: Ribe-Esbjerg HH 3, Mors-Thy Håndbold 1

Stillinger undervejs: 2-0, 3-5, 5-5, 8-9, 11-10, 11-14, 14-18, 16-18, 16-20, 19-21, 20-23, 20-25, 22-25, 25-29

Tilskuertal: 910

Kommende kamp:
Herreligaen DM-Slutspil, 4. runde: Aalborg Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Søndag d. 21. april kl. 19.30 i Thyhallerne
Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/